Århusianske klø til ”De Gule”


29. august 2011

AGF vandt her til aften en fuldt fortjent 3-0 sejr på CASA Arena Horsens. Kampen tippede over til gæsternes fordel med 1-0 målet efter en halv time. Inden havde AC Horsens overtaget i det silende regnvejr og der var tegninger til flere gode AC-angreb, men helt farligt blev det ikke.

I det 31. minut gled Søren Jochumsen i et frispark et stykke oppe på AC’s banehalvdel og bolden strøg lige hen til Søren Berg, der uhindret kunne sende bolden i netmaskerne. AC-spillerne virkede groggy efter det århusianske føringsmål og mindre end et minut senere fik Peter Graulund en stor mulighed for at score til 2-0, men et godt tilbageløb af Søren Jensen og en redning fra Søren Jochumsen afværgede målet. Tre minutter senere brændte det igen på, da Anders Nøhr tøvede foran Søren Jochumsens mål og det førte til en afslutning fra Aron Johannsson, men AC-keeperen var på plads. I det 36. minut fik Peter Graulund endnu en trekvart friløber, men denne gang skød han over mål.

Stillingen holdt til pausen og man forventede et aggressivt gult pres i jagten på føringsmålet i 2. halvleg, men tingene kom aldrig til at hænge sammen for AC Horsens. Jeppe Mehl havde et udmærket forsøg og Martin Retov bød også ind med et par afslutninger, men uden for alvor at teste Steffen Rasmussen. I stedet udbyggede Peter Graulund føringen, da han fik en friløber og satte Anders Nøhr af, inden han bankede bolden i kassen. AGF fastholdt presset og kom frem til flere gode chancer fra Aron Johannsson, Adam Eckersley, Søren Larsen og Søren Berg, men ingen af dem formåede at sende bolden over stregen. Det lykkedes til gengæld i det 68. minut, da Søren Larsen satte hovedet på et hjørnespark fra Martin Jørgensen. Inden foran mål var Martin Retov uheldig at få sidste fod på og 3-0 var en realitet. Både Casper Sloth og Søren Larsen kunne have scoret 4-0 målet, men det udeblev.

Nederlaget betyder, at AC Horsens nu er på syvendeplads i Superligaen.

Matchfacts:

AC Horsens – AGF 0-3 (0-1)

0-1 Søren Berg (31.)

0-2 Peter Graulund (58.)

0-3 Martin Retov, selvmål (68.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Anders Nøhr (Alexander Juel Andersen, 68.), Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Søren Jensen, Janus Drachmann (Lasse Kryger, 64.), Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl, Henrik Toft, Gilberto Macena (Kenan Hajdarevic, 75.).

AGF: Steffen Rasmussen, Jerry Lucena, Arthur Sorin, Atle Roar Håland, Adam Eckersley, Stephan Petersen, Martin Jørgensen, Kasper Povlsen, Søren Berg, Aron Johannsson (Søren Larsen, 65.), Peter Graulund (Kasper Sloth, 76.).

Man of the match: Martin Spelmann.

Advarsler: Søren Jensen, Morten Rasmussen.

Tilskuere: 6.159.

Dommer: Michael Svendsen.

Foto: badenfoto.dk