AC Horsens ansætter U17-cheftræner på fuld tid


7. april 2019
AC Horsens arbejder løbende på at optimere betingelserne for klubbens talenter på akademiet, og det seneste år har budt på mange gode initiativer.
 
Nu tager AC Horsens så endnu et stort skridt i den rigtige retning ved at ansætte U17-cheftræner Christian Hansen på fuld tid, og i første omgang løber kontrakten frem til sommeren 2020.
 
Christian Hansen har været et af omdrejningspunkterne i den gule talentudvikling gennem flere år, og talentchef Claus Troelsen glæder sig over, at Hansen nu siger farvel til lærerjobbet på Langmarkskolen for at fokusere fuldt ud på talentudvikling i AC Horsens.
 
- Christian Hansen er et produkt af en strategi om at udvikle egne trænere, og han er med til at sætte en retning i dagligdagen for, hvordan spillerne udvikler sig. Han tør byde ind med sin viden og sætter den på spil, og det er en vigtig del af vores trænermiljø. Han bliver en endnu større medspiller og sparringspartner ved at komme på fuld tid, og han får mulighed for at mærke efter, om fuldtidstrænerjobbet er noget for ham, og vi bakker ham op og vil gøre alt for, at han lykkes. Der er ingen tvivl om, at han kan drive det langt, hvis han bevarer sin ærgerrighed, for han er et stort talent, fortæller Claus Troelsen.
 
Snart skifter Christian Hansen skolebøgerne ud med en tilværelse som træner på fuld tid, og han glæder sig til at fokusere 100 procent på fodbolden.
 
- Det har hele tiden været et mål at forsøge at leve af at være fodboldtræner på fuld tid, og jeg er glad for, at det nu er lykkes. Selvom det er vemodigt, at jeg skal sige farvel til min lærergerning på Langmarkskolen, som jeg har været sindssyg glad for, så er det et naturligt skridt for mig, hvis jeg skal blive ved med at udvikle mig, for så skal jeg have mere tid til at nørde mere ned i tingene, og det bliver fedt at gøre her i klubben, hvor vi er inde i en rigtig god udvikling. Der har været en rigtig stor opbakning fra mine kollegaer og fra ledelsen på Langmarkskolen, så jeg har kunne forfølge min drøm, og det skylder jeg dem en stor tak for, fortæller Christian Hansen og fortsætter:
 
- I forhold til klubben, så vil vi rigtig gerne op at spille mod de bedste i landet, og vi er godt på vej. Jeg vil rigtig gerne fortsætte med at være en del af den gule talentudvikling, for det motiverer mig, at der både er pres på i forhold til at skabe resultater og kunne dokumentere, at vi kan spille med i den bedste række, som er målet for os, samtidig med at jeg som U17-cheftræner fortsat skal være med til at udvikle drengene, så de på sigt bliver interessante for Bo Henriksen, fortæller Christian Hansen.