AC Horsens forlænger med Bjarke Jacobsen


24. juli 2018

AC Horsens har forlænget kontrakten med Bjarke Jacobsen, så samarbejdet nu fortsætter frem til sommeren 2021.

Bjarke Jacobsen skiftede til AC Horsens fra Vendsyssel FF for et lille års tid siden, og han har udviklet sig markant hos ”de gule”, hvor han med sine stærke præstationer er blevet en nøglespiller.

Manager Bo Henriksen glæder sig over, at Bjarke Jacobsen har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse.

- Først og fremmest er det fuldt fortjent, at Bjarke har fået forlænget sin kontrakt, for han har taget nogle store spring det seneste års tid, og han er blevet en kæmpe profil hos os og i Superligaen generelt. Han har nogle helt særlige forudsætninger med bolden og er en af de teknisk mest begavede spillere, jeg har set længe, og derudover har han et stort hjerte. Der er stadig småting, der skal blive endnu bedre, og det glæder vi os til at arbejde med, men han har et stort potentiale og er en spiller, vi gerne vil bygge op omkring, for vi stoler på ham og tror på, at han kan tage det næste skridt, fortæller Bo Henriksen.

Bjarke Jacobsen har grebet chancen fra første dag på Langmarksvej, og han er glad for at være en del af AC Horsens.

- Jeg har det rigtig godt i AC Horsens, hvor jeg synes, der er en god plan for mig og klubben, så det er en god pakkeløsning for mig, og derfor vil jeg meget gerne fortsætte i AC Horsens. Personligt er ambitionen at blive en større profil end hidtil, og på holdets vegne gælder det om at fortsætte den gode udvikling. Vi har en spændende og talentfuld trup, lyder det fra Bjarke Jacobsen.