AC Horsens forlænger med Frederik van Deurs


15. marts 2019

AC Horsens har forlænget aftalen med Frederik van Deurs, der er assistenttræner for klubbens U15-hold.

Frederik van Deurs skiftede til AC Horsens fra FC Horsens i sommeren 2018 og har gjort det så godt, at aftalen nu er blevet forlænget med yderligere et år.

Talentchef Claus Troelsen er imponeret over, hvordan van Deurs er gledet ind i det gule trænermiljø.

- Vi vil rigtig gerne rekruttere dygtige trænere fra vores samarbejdsklubber, og vi er glade for, at det lykkes med Frederik, der siden har gjort et rigtig godt stykke arbejde som assistent for U15. Han er en god sparringspartner for Steffen Pedersen og dygtig til at håndtere de enkelte spillere i forhold til coaching og sparring. Han indgår perfekt i klubben i forhold til vores fælles værdisæt, og han er med til at sikre en høj kvalitet i trænergruppen, hvor han sætter sin viden på spil og gerne udfordrer os andre. Der er ingen tvivl om, at han også er fremtidens mand, fortæller Claus Troelsen.

Frederik van Deurs tog et stort skridt fra FC Horsens til AC Horsens, og han trives godt i sin nuværende rolle.

- Det har været super lærerigt at blive en del af et miljø, hvor trænerne er gode til at sparre med hinanden og dygtiggøre hinanden. Selvom jeg ”kun” er assistent, så har jeg fået meget ansvar og bliver hørt, for der er ingen, der føler sig hævet over andre, og det kan jeg godt lide. Jeg har arbejdet sammen med Dennis Pold og Steffen Pedersen på U15, og det har været både spændende og lærerigt, selv om det er to forskellige trænere, fortæller Frederik van Deurs og fortsætter:

- Jeg har rykket mig i forhold til det taktiske og er blevet bedre til at fralægge mig ansvaret og bruge andre, for det var svært og krævede lidt tilvænning, fordi jeg har prøvet at være cheftræner. Det er sjovt at være en del af AC Horsens, og jeg glæder mig til at komme til træning og kamp hver eneste gang, lyder det fra Frederik van Deurs.