AC Horsens forlænger med fysisk træner


3. april 2019

AC Horsens har forlænget aftalen med Jeppe Foged, der er fysisk træner for Akademiet, som består af holdene fra U13-U19.

Den fysiske træning er blevet opprioriteret gennem de seneste sæsoner, og Jeppe Foged har været hovedarkitekten i forhold til at systematisere træningen.

Talentchef Claus Troelsen lægger ikke skjul på sin begejstring over Jeppe Fogeds store arbejde i AC Horsens.

- Jeppe er virkelig en kapacitet på både det faglige og menneskelige niveau, og han passer perfekt ind på Akademiet. Han udarbejder vores fysiske periodiseringer fra U13-U17, alle styrketræningsprogrammer til hold og individuelt og tester vores akademispillere fra U15-U19. Det har været et stort ønske fra vores side at tilknytte Jeppe Foged endnu mere, og han skal udover at varetage styrketræningen også være med på banen en gang om ugen. Det er en kæmpe styrkelse af den fysiske træning på Akademiet, fortæller Claus Troelsen.

Jeppe Foged trives i rollen som fysisk træner på Akademiet, og han ser frem til at kunne være endnu mere til stede.

- Jeg er super glad for at være i klubben, hvor vi har et fedt miljø og mange trænere, der brænder for at optimere setup’et for vores talentudvikling. AC Horsens er som klub inde i en positiv udvikling, og der sker meget i forhold til talentudvikling, hvor vi arbejder for at blive endnu bedre på alle parameter, og det stiller krav til os alle om at bidrage til at rykke på de forskellige områder. Rent fagligt er det spændende, sammenholdet i trænergruppen er fantastisk, og spillerne er gode at arbejde med, fortæller Jeppe Foged.