AC Horsens forlænger med Lasse Kryger


16. juni 2017

AC Horsens har forlænget aftalen med Lasse Kryger, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2018.

Lasse Kryger har spillet i AC Horsens ad to omgange, og han blev første gang købt i FC Fredericia i sommeren 2010. Fire år senere skiftede han til OB, inden ”de gule” hentede ham tilbage i januar 2016.

Han har gennem årene været en markant profil for AC Horsens, og han glæder sig over, at han også fremadrettet skal spille med AC-logoet på brystet.

- Jeg er sindssygt glad for at forlænge mit ophold i AC Horsens, for jeg er gul i hjertet, og der er ingen andre klubber, jeg hellere vil spille for. Klubben og folkene omkring holdet betyder meget for mig, og jeg glæder mig helt vildt til næste sæson, hvor vi skal konsolidere os og lægge lidt ekstra på, fortæller Lasse Kryger og fortsætter:

- Jeg har været med i lang tid, med at afbræk i OB, så jeg har oplevet både de gode og dårlige tider. Det har både været meget hårdt og meget fedt, lyder det fra Lasse Kryger.

AC Horsens’ manager Bo Henriksen ser Lasse Kryger som en vigtig brik på og uden for banen.

- Kryger er indbegrebet af vores kultur og vores måde at gribe tingene an på fodboldmæssigt og menneskeligt. Han er en kulturbærer, vi kan læne os op ad, og han beviste i den netop overståede sæson, at han stadig kan gøre en forskel på banen. Vi er både glade og stolte over, at vi har forlænget med Kryger, fortæller Bo Henriksen.