AC Horsens forlænger med Mathias Kristensen


25. maj 2018

AC Horsens har forlænget kontrakten med Mathias Kristensen, så samarbejdet nu fortsætter frem til den 31. december 2018.

Den 24-årige angriber skiftede Danmarksserien ud med Alka Superligaen, da han mødte ind til sin første træning på CASA Arena Horsens den 10. januar 2018, og det har selvfølgelig krævet en tilvænningsperiode, men den foreløbige kulmination kom, da han scorede mod FC Nordsjælland den 11. maj.

Den første tid i AC Horsens har dog også budt på en knæskade til den høje angriber.

- Mathias Kristensen er en spiller, vi har set lidt til, men vi har ikke set nok til at kunne bedømme, hvor langt talentet og forudsætningerne rækker, og derfor har vi forlænget med yderligere et halvt år. Han var ved at vænne sig til niveauet og tempoet, da han blev skadet, og vi glæder os til at arbejde videre med ham. Han har gode forudsætninger for at lykkes, for han sparker godt, har en fin teknik og er god med hovedet. Han skal blive bedre til at spille hårdere og bruge sin fysik, men det kan han lære, forklarer Bo Henriksen.

Mathias Kristensen glæder sig over, at han fortsætter i AC Horsens.

- Det har hele tiden været et stort ønske for mig at forlænge kontrakten, så det er jeg selvfølgelig glad for. Vi forlængede med et halvt år, for der er stadig ting, der skal finpudses, og jeg vil arbejde hårdt på at overbevise Bo om, at det kan blive en kæmpe succes. Det har været lidt hårdt at vænne sig til niveauet, men det har også være sjovt og lærerigt og givet mange nye oplevelser. Nu gælder det for mig om, at jeg skal udvikle mig endnu mere, holde mig skadesfri og jagte endnu mere spilletid, lyder det fra Mathias Kristensen.