AC Horsens forlænger med Mikkel Mena Qvist


11. maj 2017

I begyndelsen af december sidse år skrev AC Horsens en halvårig kontrakt med Mikkel Mena Qvist, og den kontrakt er nu blevet forlænget med yderligere to år frem til sommeren 2019.

Den 203 centimeter høje defensivspiller var på modstanderholdet, da AC Horsens mødte Danmarksserieholdet IF Lyseng i DBU Pokalen den 31. august, og her gjorde han det så godt, at trænerteamet besluttede sig for at kigge nærmere på ham.

Prøvetræningen bar frugt og udløste en kontrakt, og nu har Qvist altså bundet sig til ”de gule” frem til sommeren 2019.

- Det er gået over al forventning, siden jeg startede i AC Horsens. Inden snakkede vi meget om, hvorvidt jeg fysisk kunne holde til det, men det kan jeg, og jeg har udviklet mig fra uge til uge. Det har blandt andet ført til, at jeg har fået debut i pokalen og har fået spilletid i to superligakampe, og det er dejligt at få bonus ud af det hårde arbejde, fortæller Mikkel Mena Qvist og fortsætter:

- Da vi havde de indledende snakke inden min første kontrakt, var vi enige om, at vi kunne forlænge med et halvt år, hvis alt gik godt, og nu har jeg altså fået to år. Det vidner om, at trænerteamet kan se noget potentiale i mig, og det er jeg da stolt over. Det giver mig ro og god tid til at videreudvikle mig. Det første halve år har været en udviklingsfase, men fra sommer forventer jeg at komme mere ind omkring holdet, og på sigt er målet at blive en fast del af startopstillingen, lyder det fra Qvist.

Manager Bo Henriksen er meget tilfreds med den 24-årige forsvarsspiller, og han glæder sig til at arbejde videre med ham.

- Det her er jo en case ud over det sædvanlige. Vi mødte Lyseng i en pokalkamp og blev opmærksomme på en spiller, der har spillet på et lavere niveau, og han har gjort det fremragende. Han er god og rolig med bolden, hurtig, fysisk stærk, teknisk dygtig, sparker godt med begge ben og kaster så lange indkast, at jeg aldrig har set noget lignende. Han er allerede en dygtig spiller, men der er stadig småting, der skal justeres, og han skal skoles lidt. Når vi får styr på det i samarbejde med Mikkel, så bliver han en fast bestanddel af vores startopstilling, og tiden må vise, hvornår det bliver. Han har et kæmpe potentiale, lyder de rosende ord fra Bo Henriksen.