AC Horsens forlænger med Troels Kløve


2. oktober 2012

AC Horsens har forlænget den eksisterende aftale med Troels Kløve, så samarbejdet nu gælder frem til sommeren 2016.

Talentfulde Troels Kløve har markeret sig med stærke præstationer i den gule trøje, og cheftræner Johnny Mølby ser frem til endnu flere sæsoner med den 21-årige kantspiller.

- Troels Kløve er en fodboldklog, målfarlig og kampafgørende spiller, der har en fantastisk placeringsevne, og jeg har en forventning om, at han udvikler sig yderligere og bliver en endnu dygtigere superligaspiller indenfor kontraktperioden, fortæller Johnny Mølby.

- Vi er rigtig glade for, at endnu en af vores unge spillere har taget springet fra at være udviklingsspiller og til at gøre sig gældende i Superligaen. Troels Kløve har via talent og hårdt arbejde fået sit gennembrud i Superligaen, men han har stadig et uforløst potentiale, og det vil vi hjælpe ham med at udfolde i AC Horsens, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.

Troels Kløve ser frem til at fortsætte sin udvikling i den gule trøje.

- Jeg havde knap et år tilbage af min kontrakt, og det har hele tiden været min plan at forlænge med AC Horsens, hvor jeg er en del af en super trup. Jeg har allerede fået et lille gennembrud i Superligaen, og det er min ambition at blive en af de etablerede spillere på holdet, fortæller Troels Kløve.

Foto: badenfoto.dk