AC Horsens forstærker sig med angrebstalent


13. august 2018

AC Horsens har forstærket U19-truppen ved at tilknytte Mark Asp Rasmussen, der senest har optrådt for Vejle Boldklub, og han har skrevet under på en kontrakt gældende til sommeren 2021.

Mark Asp Rasmussen indledte karrieren i Strib, inden han skiftede til Middelfart, og som U15-spiller hentede Vejle Boldklub ham.

Det 17-årige angrebstalent er 191 centimeter høj og har en fantastisk speed. Han har aldrig dyrket atletik, men sidste år ved et atletikstævne i Aarhus løb han 100 meter på 10.90 sekunder og var den hurtigste i sin årgang.

Talentchef Claus Troelsen glæder sig over, at Mark Asp Rasmussen nu er en del af AC Horsens.

- Mark er en fysisk stærk spiller med ekstraordinær fart, og han har et vanvittigt spark. Det bruger han blandt andet til at sparke frispark, som han både kan sparke hårdt og følt, og hans spidskompetencer gør, at vi tror på, at han kan komme rigtig langt. Der er selvfølgelig ting, han skal blive bedre til, og han skal blandt andet lægge yderligere på i duelspillet. Når han finder ud af, hvor stærk han egentlig er, så bliver han uhyggelig, fortæller Claus Troelsen.

Mark Asp Rasmussen kan både løbe dybt og fungere som spilstation, og han vil gavne U19-truppen på kort sigt og forhåbentlig også superligatruppen på lidt længere sigt.

- Vi har et setup og et miljø, der passer rigtig godt til Mark. Han er en god fyr, der lever op til vores værdisæt om ydmyghed og hårdt arbejde, og han ved, han har tekniske mangler, men det arbejder han hårdt på at forbedre. Han er læringsparat, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en succes hos os, konstaterer Claus Troelsen.

Mark Asp Rasmussen glæder sig til at blive en del af AC Horsens.

- Jeg føler, jeg får gode muligheder for at udvikle mig på alle parametre i AC Horsens, og det er både på og uden for banen, hvor jeg kan koncentrere mig om skolen og fodbold. Jeg har haft en god snak med Claus Troelsen om hverdagen og miljøet, som han har talt godt om, og jeg glæder mig til at blive en del af AC Horsens. På kort sigt er det min ambition at fortsætte min udvikling, men jeg har selvfølgelig også ambitioner om at få debut i Superligaen og blive en fast del af superligatruppen, fortæller Mark Asp Rasmussen.