AC Horsens forstærker truppen med Steve Clark


17. januar 2017

AC Horsens har indgået en aftale med Steve Clark, der med øjeblikkelig virkning tiltræder på en aftale frem til sommeren 2017.

Den amerikanske målmand har blandt andet en fortid hos Hønefoss BK i Norge og skifter til AC Horsens fra MLS-klubben Colombus Crew.

Manager Bo Henriksen glæder sig over, at den 30-årige keeper fortsætter karrieren med AC-logoet på brystet.

- Vi har skrevet kontrakt med en rutineret målmand, der har prøvet meget. Steve Clark blev udtaget til årets hold i Tippeligaen i 2012 og var med i MLS-finalen i 2015, så der er ingen tvivl om, at han er en dygtig målmand. Vi har i forvejen en dygtig målmand i Nicklas Dannevang, og konkurrencesituationen på den position gør, at vi bliver endnu bedre. De skal udfordre og hjælpe hinanden, og nu har vi stort set det fodboldhold, vi gerne vil have. Jeg forventer ikke mere aktivitet i det her transfervindue, fortæller Bo Henriksen.

Steve Clark glæder sig til at prøve kræfter med skandinavisk fodbold igen.

- Der var interesse fra et par lande, men da jeg havde talt med AC Horsens, var jeg ikke i tvivl om, at det er den rette klub på det rette tidspunkt. Det er en ambitiøs klub, og jeg vil gerne bidrage til, at klubben når sine mål. Det er selvfølgelig træneren, der sætter holdet, men jeg tror på egne evner og kommer med energi og vinderinstinkt. Da jeg spillede i Norge, fulgte jeg med i Superligaen, og det har jeg også gjort via highlights på superliga.dk, mens jeg har spillet i MLS. Jeg glæder mig til at vise mine kvaliteter i den danske liga, lyder det fra Steve Clark.

Rundt om Steve Clark:
Født den 14. april 1986
Højde: 188 centimeter
Tidligere klubber: West Michigan Edge, Michigan Bucks, Charleston Battery, Hønefoss BK, Columbus Crew
Trøjenummer i AC Horsens: 21