AC Horsens hentede 4-2 sejr i medrivende kamp


9. december 2018

AC Horsens var søndag eftermiddag på besøg i Aalborg, og det blev en dramatisk og underholdende affære, der blandt andet indeholdt seks mål, et rødt kort, fremragende aktioner og intense dueller.

Heldigvis sluttede det med en fortjent 4-2 sejr til AC Horsens, der dermed har hentet seks sejre på udebane i efterårssæsonen.

Hollandske Tom van Weert stod for kampens første scoring, da han sendte bolden ind bag Kevin Ray Mendoza efter knap et kvarters spil. Mendoza afløste karantæneramte Matej Delač og leverede en fremragende indsats.

AC Horsens vendte kampen med to mål på tre minutter, og de blev sat ind af angrebsduoen Oliver Drost og Kasper Junker. Michael Lumb røg til baglinjen og sendte bolden skråt bagud til Hallur Hansson, der forsøgte sig med et skud. Det blev blokeret, og bolden dumpede hen foran Kasper Junker, der køligt sendte den i netmaskerne efter 25 minutters spil. Tre minutter senere blev der begået straffespark mod Oliver Drost, der selv sikkert scorede til venstre for Rinne.

Glæden varede dog kun i fem minutter, for så var der bragt balance i regnskabet. Bolden blev opsnappet foran AC Horsens’ felt, og Kusk scorede til 2-2.

Kort før pausefløjtet blev Jores Okore præsenteret for sit andet gule kort, og dermed måtte hjemmeholdet spille med en mand i undertal i hele 2. halvleg.

AC Horsens var selvfølgelig dominerende med bolden i resten af kampen, og hjemmeholdet stod lavt og lurede på omstillinger. Efter godt en time bragte Michael Lumb de gule gæster foran. Rune Frantsen sendte en flad bold ind foran kassen, og den landede hos Lumb, der ikke betænkte sig og sendte den mellem benene på keeperen.

Nordjyderne pressede på for at udligne, men Lasse Kryger lukkede kampen med 4-2 målet kort efter sin indskiftning. Oliver Drost blev sendt alene i dybden, og han prikkede bolden fremragende videre til Lasse Kryger, der scorede i det tomme mål.

Her kan du læse, hvad Horsens Folkeblad har skrevet om opgøret.

AC Horsens skal i kamp igen på søndag den 16. december klokken 14.00, når det gælder opgøret mod FC Midtjylland på CASA Arena Horsens. Klik her for at købe billet til det opgør. Husk at du kan scanne din billet direkte fra din smartphone ved indgangsmøllen.

AaB – AC Horsens 2-4 (2-2)
1-0 Tom van Weert (13.)
1-1 Kasper Junker (25.)
1-2 Oliver Drost (28.)
2-2 Kasper Kusk (33.)
2-3 Michael Lumb (61.)
2-4 Lasse Kryger (89.)

AC Horsens: Mendoza, Frantsen, Nielsen, Reese, Lumb, Nymann (Skytte, 78.), Nilsen, Hansson, Arndal (Avanzini, 81.), Drost, Junker (Kryger, 89.).

AaB: Rinne, Pallesen, Pedersen, Okore, Ahlmann (Würtz, 75.), Kusk (Børsting, 75.), Christensen, Abildgaard, Thellufsen, Andersen, van Weert (Jensen, 46.)

Advarsel, AC Horsens: Skytte (86.), Nielsen (87.), Kryger (90.)

Advarsel, AaB: Abildgaard (21.), Okore (28., 45.), Ahlmann (39.), Würtz (86.), Børsting (90.)

Tilskuere: 4.656

Dommer: Sandi Putros

Klik her for at se statistik fra kampen på superliga.dk