AC Horsens henter Anders Randrup


26. juli 2013

AC Horsens har tilknyttet Anders Randrup, der har skrevet under på en to-årig kontrakt.

Anders Randrup fik sin fodboldopdragelse i Brøndby IF, hvor han fik sin førsteholdsdebut tilbage i 2007, og siden har han spillet mange kampe på højeste niveau for de blå/gule.

Fremover skal han spille med AC-logoet på brystet, og cheftræner Johnny Mølby glæder sig til samarbejdet.

- Anders Randrup er en spændende fodboldspiller, der har spillet mange superligakampe, og på et tidspunkt spillede han på så højt et niveau, at han blev udtaget til A-landsholdet. Han vil passe rigtig godt ind i vores klub, og vi vil gerne hjælpe ham med at nå sit højeste niveau igen. Han er en boldstærk, fodboldklog og rolig spiller, der trods sine 25 år har masser af rutine. Anders Randrup var vores førsteprioritet som højre back efter salget af Alexander Juel Andersen, og vi er selvfølgelig glade for, at han nu er AC-spiller, fortæller Johnny Mølby.

- Der opstod et hul i truppen efter salget af Alexander Juel Andersen, men nu har vi hentet en fuldgod erstatning i Anders Randrup, der uden problemer vil glide ind i truppen. Han er en intelligent fyr, der repræsenterer de værdier, vi lægger vægt på i AC Horsens, og han bliver en vigtig spiller for os, supplerer direktør Henrik Ravn.

Anders Randrup skiftede som ungdomsspiller fra Avarta til Brøndby IF, hvor han har været lige siden, og han ser frem til at fortsætte karrieren hos ”De Gule”.

- Jeg ser skiftet som en gylden mulighed for at spille under en sympatisk træner, der har formået at få det bedste frem i sine spillere. AC Horsens har været positivt indstillet overfor mig og omvendt, og jeg tror på klubbens projekt om en hurtig tilbagevenden til Superligaen. Det virker til at være en utrolig solid klub med styr på tingene i alle sammenhænge, en god atmosfære og et fodboldhold i balance. Jeg kender allerede nogle af spillerne og det er nogle gode fyre, så jeg glæder mig bare til at komme i gang, lyder det fra Anders Randrup.

Rundt om Anders Randrup:

Født: 16. juli 1988

Højde: 179 cm.

Vægt: 73 kg.

Tidligere klubber: Brøndby IF

Landskampe:

1 A-landskamp

18 U/21-landskampe

1 U/20-landskamp

11 U/19-landskampe

3 U/18-landskampe

15 U/17-landskampe

Trøjenummer i AC Horsens: 2

Kontrakten med Anders Randrup vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.

Spørgsmål relaterende til denne meddelelse kan rettes til direktør Henrik Ravn på telefon 30 31 44 30.