AC Horsens henter Frederik Mortensen


7. juni 2018

AC Horsens har skrevet kontrakt med Frederik Mortensen, der kommer til klubben fra Viborg F.F.

Frederik Mortensen har skrevet under på en to-årig kontrakt med ”de gule”, og manager Bo Henriksen glæder sig til at arbejde med den 19-årige midtbanespiller, der besidder et stort potentiale.

- Frederik Mortensen er en meget interessant og hårdtarbejdende midtbanespiller, der ikke er flyvefærdig endnu, men vi er ikke i tvivl om, at han kan blive superligaspiller på sigt, og om det bliver om et halvt eller helt år er ikke så vigtigt. Vi skal sammen med Frederik indfri hans store potentiale, og vi glæder os helt vildt til at arbejde med ham, for han er rigtig spændende, fortæller Bo Henriksen.

Frederik Mortensen er oprindeligt fra Dronninglund, men han skiftede til Viborg som 17-spiller, da han skulle på efterskole, og hans foretrukne position er på den centrale midtbane.

- Jeg har som spiller måske ikke haft det største talent, men jeg er dedikeret og arbejder hårdt. Jeg er duelstærk og har et stort løbepensum, og jeg er primært defensiv midtbanespiller, men jeg vil også gerne bidrage fremad banen, fortæller Frederik Mortensen og fortsætter:

- Jeg kan godt lide den dynamik og power, som AC Horsens står for, og siden jeg var lille, har jeg drømt om at leve af fodbold, så det er selvfølgelig dejligt, at jeg nu kan koncentrere mig om det i AC Horsens, lyder det fra Frederik Mortensen.

Han bliver færdig med STX om tre uger, og de kommende to år kan han koncentrere sig om at udvikle sig i AC Horsens.

- Jeg er klar over, at jeg ikke går direkte ind på holdet, men jeg skal udvikle mig så meget som muligt, så jeg på et tidspunkt kan få nogle indhop. På sigt er ambitionen selvfølgelig at spille fra start, men jeg er ung og skal være tålmodig, siger Frederik Mortensen.