AC Horsens køber Michael Lumb


31. august 2018

AC Horsens har forstærket truppen ved at købe Michael Lumb af Lyngby Boldklub.

”De gule” har udstyret den 30-årige forsvarsspiller med en kontrakt, der løber frem til sommeren 2021, og han skifter med øjeblikkelig virkning.

Manager Bo Henriksen ser frem til at arbejde med Michael Lumb.

- Vi er fantastisk glade og stolte over, at vi kan hente en spiller som Michael Lumb, der har et rigtig flot CV og stadig er sulten og spiller med masser af power og energi. Der er ingen tvivl om, at han har kvaliteterne til at bidrage fra dag ét, og vi glæder os til at se ham i den gule trøje, fortæller Bo Henriksen.

Michael Lumb glæder sig til at blive en del af AC Horsens, og han har sit første træningspas på mandag.

- Jeg er rigtig glad for at skifte til AC Horsens, der har haft gang i mange spændende ting gennem længere tid, og jeg glæder mig til at spille i Superligaen igen. Det bliver en fed udfordring, og jeg er klar til at give alt for AC Horsens, fortæller Michael Lumb.

Rundt om Michael Lumb
Født: 9. januar 1988
Højde: 177 centimeter
Tidligere klubber: AGF, Zenit Skt. Petersborg, Feyenoord (leje), AaB (leje), SC Freiburg (leje), Bochum, FC Vestsjælland, Lyngby Boldklub
Antal landskampe: 30 og 7 uofficielle