AC Horsens lejer Anders Østli


31. august 2015

AC Horsens har hentet rutineret forstærkning til defensiven, da De Gule har lejet forsvarskrumtappen Anders Østli i FC Vestsjælland. Lejeaftalen træder i kraft med omgående virkning og løber frem til 31. december 2015.

Anders Østli, der er nordmand, er 32 år og en meget rutineret spiller med adskillige Superligakampe på CV’et. Østli har tidligere optrådt i dansk fodbold for Varde, Skjold, Roskilde, Sønderjyske og FC Vestsjælland samt for norske Lillestrøm.  

Forsvarsspilleren ser frem til at optræde i den gule trøje.

- Jeg hørte først om kontakten til AC Horsens i sidste uge og derefter er det gået stærkt med at få tingene på plads. Jeg spillede sidste kamp i weekenden for FC Vestsjælland, men ser nu frem til at optræde for AC Horsens. Jeg har kontrakt med FC Vestsjælland frem til sommer næste år, så planen er at jeg skal tilbage når lejeaftalen i AC Horsens er slut. Men nu ser vi hvordan efteråret går, og så evaluerer vi til vinter igen, udtaler Anders Østli, der ser frem til at bidrage med sin rutine i AC Horsens.

- Jeg ser frem til nye udfordringer i AC Horsens, og jeg føler jeg kan bidrage med en masse rutine oparbejdet efter flere år i Superligaen i Danmark. Jeg har tidligere optrådt på CASA Arena, og har altid synes det var nogle flotte rammer og en fin kulisse her i Horsens. Jeg ser AC Horsens som en positiv klub med en god kultur både på og udenfor banen, og holdet kæmper hårdt i hver eneste kamp, og det tiltaler en spiller som mig, udtaler Anders Østli.

Træner Bo Henriksen er glad for tilgangen af Anders Østli.

- Anders Østli er en meget rutineret spiller, der forstærker vores centrale forsvar. Efter Lodbergs skadesproblemer har vi været udfordret i midterforsvaret, og nu får vi Anders Østli ind i truppen så vi er rigtig godt garderet centralt i forsvaret. Med sin rutine vil han kunne give noget ro inde på banen, og det er vigtigt vi har en stor grad af rutine centralt på banen, udtaler træner Bo Henriksen.

Anders Østli kommer til at optræde med nummer 3 i AC Horsens truppen.

Fakta om Anders Østli:

Født:

8. januar 1983 i Fredrikstad i Norge

 

Tidligere klubber:

Varde

Roskilde

Skjold

SønderjyskE

Lillestrøm (Norge)

FC Vestsjælland