AC Horsens lejer Mads Aaquist i FC København for den kommende sæson.


8. juli 2014

AC Horsens Cheftræner Bo Henriksen er glad for at byde Mads velkommen i AC Horsens.

- Vi har fra dag et, efter at Anders Randrup forlod AC Horsens, haft Mads Aaquist øverst på ønskelisten, det er fantastisk at det nu er lykkedes os, med god velvilje fra FC København, at leje Mads til den kommende sæson.

Vi får en ung sulten og ærgerrig spiller, som fra dag et vil være en styrkelse af vores trup, jeg har fulgt Mads de seneste år og det er en løbevillig spiller som primært gør sig på højre back, han er en moderne offensiv orienteret back, som vi forventer at udvikle yderligere i AC Horsens, slutter Bo Henriksen.

Det er med stor glæde at vi nu får tilknyttet endnu en ung spiller fra FC København, i lighed med Jakob Busk får vi nu i Mads Aaquist en spiller, som på træningsbanen og i kampe er blevet udfordret af de bedste spillere fra den danske superliga.
Mads har spillet 44 kampe på diverse ungdomslandshold igennem hans endnu unge karriere, hvilket giver et billede af en dygtig og arbejdsom og dedikeret spiller og vi glæder os til at han trækker den gule trøje over hovedet. Han bliver med sikkerhed et positivt bekendtskab for vores fans, supplerer direktør Henrik Ravn.

Jeg glæder mig meget til at komme til Horsens og spille på et hold med mange dygtige spillere, et hold med et godt mix af rutine og unge sultne spillere, jeg ser frem til at bidrage med en masse energi og udfylde min egen målsætning om at tilspille mig en fast plads i AC Horsens og at jeg, sammen med resten af truppen, kan sikre at vi vinder en masse fodboldkampe, tilføjer Mads Aaquist.

Mads Aaquist er pt. med FC København i træningslejr i Østrig og tiltræder i AC Horsens søndag den 13. juli, hvor AC Horsens spiller træningskamp mod Randers FC.

Lejeaftalen med FC København vedr. Mads Aaquist vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.

Spørgsmål relaterende til denne meddelelse kan rettes til direktør Henrik Ravn på telefon 75 62 60 20.

Foto: badenfoto.dk