AC Horsens lejer Oliver Drost i Vejle Boldklub


31. august 2017

AC Horsens har indgået en lejeaftale med Vejle Boldklubs Oliver Drost frem til den 31. december 2017.

21-årige Oliver Drost fik sit gennembrud i B93, hvor han scorede 25 mål i 67 kampe, og han skiftede til Vejle Boldklub for et år siden.

Manager Bo Henriksen glæder sig til at arbejde med Drost, der både kan spille på kanten og i angrebet.

- Vi har fulgt Oliver Drost i et stykke tid, og nu fik vi mulighed for at tilknytte ham, hvilket vi selvfølgelig er meget glade for. Han er en rigtig dygtig spiller, der kan udvikle sig endnu mere, og vi glæder os til at se ham i den gule trøje, fortæller manager Bo Henriksen.

Oliver Drost ser frem til at fortsætte karrieren i AC Horsens.

- Jeg fik ikke rigtig mulighed for at vise mig frem i Vejle, så det var helt naturligt at gå til klubben for at finde en løsning, og jeg er ikke i tvivl om, at AC Horsens er den rigtige klub for mig. Jeg har set de fleste af klubbens kampe i denne sæson, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, så jeg glæder mig til at blive en del af det. Jeg kan spille på kanten og i angrebet, og jeg er en meget udfordrende og direkte spiller, fortæller Oliver Drost.

Rundt om Oliver Drost
Født den: 4. november 1995
Position: Kantspiller/angriber
Tidligere klubber: Snekkersten, FC Helsingør, BSV, B93, Vejle Boldklub
Nummer i AC Horsens: 23