AC Horsens og AGF delte på CASA Arena Horsens


27. november 2018

AC Horsens spillede sæsonens sidste reserveligakamp mandag eftermiddag, da AGF gæstede CASA Arena Horsens, og det blev en intens forestilling, der sluttede 1-1.

Kampens første mål faldt efter 10 minutter, da Magnus Kaastrup strøg igennem i gæsternes venstre side og forsøgte sig med et indlæg, der ramte Sebastian Avanzini og snød Kevin Ray Mendoza i målet.

I det 25. minut testede Mustapha Bundu træværket, og herefter kom AC Horsens langt bedre med i kampen. Frederik Mortensen huggede bolden over kassen, og Sivert Heltne Nilsen var alene med keeperen, men afslutningen var læst.

AC Horsens pressede på i 2. halvleg og dominerede, mens gæsterne koncentrerede sig om at forsvare og køre omstillinger. I det 72. minut blev Simeon Sørensen nedlagt i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs, men et minut senere faldt udligningen så, da Lasse Plato afsluttede fladt med venstrebenet fra kanten af feltet.

AC Horsens fortsatte med at presse på, men den forløsende scoring kom desværre ikke.

Indsatsen, løbearbejdet og energien fejlede ingenting, og ”de gule” havde lukket kampen med lidt mere skarphed.

AC Horsens: Mendoza, Avanzini, Juel Andersen, Reese, Kortegaard, Arndal (Førby, 84.), Nilsen, Mortensen (Præst, 77.), Madsen (Plato, 65.), Kryger (Rohde, 67.), Kristensen (Sørensen, 62.)