AC Horsens ophæver kontrakten med Mayasi


7. juni 2011

AC Horsens har ophævet kontrakten med angriberen Jimmy Mayasi, der stopper i klubben med øjeblikkelig virkning.

- Jimmy Mayasi havde ikke udsigt til at komme ind omkring førsteholdstruppen, så vi har haft nogle samtaler, der nu har mundet ud i, at kontrakten bliver ophævet. Vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Angriberen, der kom til klubben fra Silkeborg IF i sommeren 2008, har haft en god tid hos ”De Gule”, men erkender at denne løsning er bedst for alle parter.

- Jeg blev degraderet fra førsteholdstruppen til U-19 truppen og den situation var uholdbar for begge parter. Det er langt skønnere at lave en aftale om at ophæve kontrakten og det her er den bedste løsning; AC Horsens sparer penge og jeg får mulighed for at fortsætte karrieren et andet sted. Det har været tre dejlige år i AC Horsens og jeg har været glad for at være i klubben, så det er synd, at det skal slutte på denne måde. Jeg er stadig AC-fan og jeg vil følge klubben fremover, lyder det fra Jimmy Mayasi.

Ophævelsen af Jimmy Mayasis kontrakt vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.