AC Horsens sælger Troels Kløve til SønderjyskE


11. juni 2015

AC Horsens har solgt 24-årige Troels Kløve til SønderjyskE, og han skifter til Superliga-klubben med øjeblikkelig virkning.

Troels Kløve er et produkt af talentudviklingen i AC Horsens. Han kom i førsteholdstruppen som ganske ung, og i 2011 kom han på fuld tid. Siden spillede han en stor rolle i blandt andet de europæiske kampe i 2012 mod Elfsborg og Sporting Lissabon.

Cheftræner Bo Henriksen har været glad for at arbejde med den stærke midtbanespiller. Samtidig glæder han sig over, at det er lykkedes at sælge Troels Kløve.

- Troels Kløve har været et stort aktiv for AC Horsens gennem alle årene. Også i denne sæson, hvor jeg har haft ham. Troels ønskede at få nye udfordringer i sin karriere, og det får han nu i SønderjyskE, hvor han vender tilbage til Superligaen. Troels er en fantastisk fyr, og jeg ønsker ham alt muligt held og lykke med den videre karriere. SønderjyskE’s køb af Troels Kløve er også en cadeau til talentudviklingen i AC Horsens, som vi bør glæde os over. Vi skal være stolte af, at andre klubber gerne vil have fat i vores spillere, fortæller Bo Henriksen.

Troels Kløve tager afsked med AC Horsens med vemod i stemmen.

- At forlade AC Horsens kan beskrives lidt som at flytte hjemmefra. Det er svært at sige farvel, men jeg glæder mig også helt afsindigt til et nyt kapitel i min karriere. Jeg kommer til at savne alle de fantastiske mennesker i klubben. I årenes løb har der både været op- og nedture, men i den sidste ende vil jeg mindes min tid i AC Horsens som fantastisk, fortæller Troels Kløve.

Troels Kløve glæder sig til at fortsætte fodboldtilværelsen i SønderjyskE.

- Jeg følte, at tiden var inde til nye udfordringer, og det får jeg i SønderjyskE. Jeg har kun hørt positive ting om SønderjyskE. De har en god, ydmyg tilgang til alt, og der skal opbygges et nyt spændende set up under cheftræner Jacob Michelsen. Det glæder jeg mig til at blive en del af, og alt i alt betragter jeg det som et fodboldmæssigt og personligt godt skridt for mig, slutter Troels Kløve.

Salget af Troels Kløve vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.

Spørgsmål relaterende til denne meddelelse kan rettes til cheftræner Bo Henriksen på telefon 26 25 46 65.

Foto: badenfoto.dk