AC Horsens skriver kontrakt med Esben Petersen


23. januar 2013

AC Horsens har skrevet kontrakt med Esben Petersen, der er hentet i Boldklubben Marienlyst.

Esben Petersen har bevist sine evner gennem prøvetræning og i en reserveholdskamp for AC Horsens.

- Esben Petersen er en ung spiller, der har trænet med os i en periode, og han har gjort et fint indtryk. Han er ikke bange for at have bolden, og han er meget bevægelig. Han har selvfølgelig nogle ting, han skal arbejde med, men vi er ikke i tvivl om, at vi kan løfte ham i vores miljø, og han har potentiale til at blive superligaspiller, fortæller cheftræner Johnny Mølby.

- Jan Vingaard har fulgt Esben Petersen som U17 og U19-spiller i OB og senere i Marienlyst, og vi besluttede os for at hente ham til Horsens for at se ham i vores træningsmiljø. Han er gået uimponeret til opgaven, arbejder hårdt og er meget løbestærk. Vi glæder os til at se ham udfolde sit potentiale i den gule trøje, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.

Esben Petersen har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2014, og han skifter med øjeblikkelig virkning.

- AC Horsens har et utroligt godt træningsmiljø og en god trup, der har taget godt imod mig. Jeg er i en udviklingsproces og skal i første omgang bide mig fast i truppen, men målet er helt klart at få spilletid. Værdier som hårdt arbejde og ydmyghed betyder meget for mig, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg er kommet til den rigtige klub, fortæller Esben Petersen.

Rundt om Esben Hessellund Petersen:

Født den: 11. januar 1993

Højde: 183 cm.

Vægt: 75 kg.

Position: Central midtbane, kant, angriber

Tidligere klubber: Søndersø Boldklub, Allesø GF, OB, Boldklubben Marienlyst

Trøjenummer i AC Horsens: 17