AC Horsens skriver kontrakt med Nicklas Dannevang


22. juni 2015

AC Horsens har skrevet en 2-årig kontrakt med målmanden Nicklas Dannevang der kommer til De Gule fra Brønshøj Boldklub. Dannevang er 24 år og har tidligere spillet i FC Roskilde og FC Nordvest inden han kom til Brønshøj Boldklub.

Nicklas Dannevang ser frem til de næste sæsoner i AC Horsens.

- Bo Henriksen kender mig fra tidligere da jeg havde Bo som træner i Brønshøj, så han ved hvad jeg står for. Jeg havde en dialog med AC Horsens i vinters, hvor jeg var forbi og kigge på forholdene, og jeg blev tændt på en fremtid i AC Horsens, siger Nicklas Dannevang.

- AC Horsens er i gang med et spændende projekt som jeg gerne vil være en del af. Klubbens plan med mig og min udvikling som spiller lyder rigtig spændende, og at jeg nu kan blive fodboldspiller på fuldtid tror jeg på kan udvikle mig yderligere. Tidligere arbejdede jeg fuldtid som skolelærer ved siden af fodbolden, så det bliver fantastisk kun at skulle have fokus på fodbolden, udtaler Dannevang, der forventer en anden tilværelse i AC Horsens end i Brønshøj.

- Mine forventninger er vi skal spille med hvor det er sjovt i 1. division, og forhåbentlig vinde en masse fodboldkampe. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle vores hold og træne på et højt niveau, siger målmanden, der ser sine egne forcer som hurtig på stregen og god med fødderne.

Kontrakten med Nicklas Dannevang vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.