AC Horsens skriver kontrakt med Tobias Arndal


12. juli 2017

AC Horsens har skrevet kontrakt med Tobias Arndal, der har trænet med på CASA Arena Horsens siden mandag den 26. juni.

19-årige Tobias Arndal har spillet seniorfodbold i de seneste tre år i Fynsserien og Danmarksserien, og han har imponeret gennem de seneste par uger.

Manager Bo Henriksen glæder sig til at arbejde videre med Arndal, der har et stort potentiale.

- Tobias har gjort det fremragende til træning og overrasket os helt vanvittigt. Han er et fantastisk menneske og en dygtig og klog spiller, der kan spille alle pladser, og han har et kæmpe potentiale. Han er ikke gået den gængse vej som fodboldspiller, men han kommer fra et fantastisk miljø på Oure Idrætsefterskole, og han har taget os alle med storm, fortæller Bo Henriksen.

Tobias Arndal er glad for, at de seneste to ugers prøvetræning har båret frugt i form af en kontrakt frem til sommeren 2018.

- Trænerteamet, staben omkring holdet og spillerne er fremragende, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu bliver indlemmet i et professionelt miljø, hvor jeg kan satse 100 procent på fodbold og koncentrere mig om at yde maksimalt på banen. Det kræver selvfølgelig en tilvænningsperiode at gå fra Danmarksserien til superligafodbold, for niveauet og tempoet er højt, men det er gået fint indtil videre. Her i AC Horsens har jeg en god platform i forhold til min udvikling, for det gør mig kun bedre at spille med så gode spillere til dagligt, fortæller Tobias Arndal og fortsætter:

- Jeg vil selvfølgelig gerne tættere på holdet, men lige nu handler det mest om, at jeg hele tiden udvikler mig, og jeg håber selvfølgelig på, at jeg udvikler mig så meget, at AC Horsens vælger at tilbyde mig en kontraktforlængelse, lyder det fra Tobias Arndal.

Rundt om Tobias Arndal
Født: Den 1. september 1997
Tidligere klubber: TPI, Oure Fodboldakademi
Trøjenummer i AC Horsens: 19