AC Horsens udlejer Ibeagha til FC Fredericia


7. august 2014

AC Horsens har valgt at leje Sebastien Ibeagha ud til FC Fredericia, der får glæde af den stærke midterforsvarer resten af året.

Sebastien Ibeagha skrev kontrakt med AC Horsens efter en vellykket prøvetræning i januar, og cheftræner Bo Henriksen kalder udlejningen af Ibeagha for en win-win situation.

- Lejeaftalen med FC Fredericia er det bedste for Sebastiens udvikling, for han får mere erfaring og flere kampe på CV’et, og han vender hjem til AC Horsens som en bedre spiller. Vi har to stoppere, der er bedre til det, jeg gerne vil, og derfor vil vi gerne give Sebastien en god mulighed for at udvikle sig i FC Fredericia, der får en dygtig spiller. Det er en win-win situation for alle parter, fortæller Bo Henriksen.

- Der er stærk konkurrence i vores trup, og derfor har vi valgt at leje Sebastien Ibeagha ud til FC Fredericia. Sebastien er professionel i alt, hvad han foretager sig, og han er en dygtig spiller, men der står et par spillere foran ham i køen, så vi har valgt at leje ham ud til FC Fredericia, hvor han kommer til at indgå i et godt miljø, supplerer AC Horsens’ adm. direktør Henrik Ravn.

Sebastien Ibeagha ser frem til at spille året færdig i FC Fredericia.

- Jeg satte mig ned sammen med Bo, der var meget ærlig, og det sætter jeg stor pris på. Han fortalte mig, at lejeaftalen med Sonni Nattestad betyder, at jeg ikke vil få så meget spilletid som hidtil, og at det vil være bedre for mig at tage til FC Fredericia og spille kampe, og det er jeg enig i. Mit mål er at spille kampe og få en god oplevelse i Fredericia, og efter efterårssæsonen vender jeg tilbage til AC Horsens som en stærkere spiller, lyder det fra Sebastien Ibeagha.

Udlejningen af Sebastien IBeagha vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.
Spørgsmål relaterende til denne meddelelse kan rettes til direktør Henrik Ravn på telefon 75 62 60 20.