AC Horsens var køligst i kulden


22. marts 2015

I går var AC Horsens på besøg på Tingbjerg Idrætspark, hvor hvepsene fra Brønshøj Boldklub tog imod. Hvepse var der nu ingen af på en helt igennem bidende kold eftermiddag i den københavnske forstad. De 417 tilskuere hundefrøs, fordi en kraftig vind på tværs af banen bed gennem marv og ben. De få fremmødte med et gult hjerte fra Østjylland kunne glæde sig over, at ”De Gule” vandt 3-1. Nøjagtigt som sidste søndag mod FC Roskilde, så var det også den islandske angriber Kjartan Finnbogason, der fandt vej til netmaskerne for AC Horsens i går.

Allerede i 4. minut blev Jude Nworuh tildelt et gult kort for film. Han erstattede Martin Lund i front i startopstillingen. Værterne kom i det hele taget bedst fra start. Hvepsene er hårdt trængt i bunden af 1. Division, og den vildskab kunne man især få øje på i begyndelsen af kampen, hvor det virkede som om, at gæsterne stadig ikke havde fået benene helt ud af bussen. Brønshøj kom frem til et par målchancer, og i 9. minut blev de belønnet for anstrengelserne. Morten Rasmussen begik en fejl i midterforsvaret. Brønshøj fik en fin afslutning ud af fejlen, som Frederik Rønnow flot afværgede. Få sekunder senere sled hvepsenes angriber Oke Akpoveta sig fri og bankede bolden flot i mål i en bue uden om Frederik Rønnow, der var chanceløs i den situation. Få minutter senere skabte Brønshøj en virkelig god afslutning på et hovedstød, som heldigvis røg over Rønnows bur.

Herefter virkede det som om, at ”De Gule” for alvor vågnede op og kom ind i kampen. I 17. minut blev Kjartan Finnbogason spillet fri i dybden, men islændingen var dog offside. Få minutter senere slog han til. I 20. minut kom Thomas Kortegaard flot igennem på venstrekanten. Han sendte et præcist indlæg ind i fødderne på Finnbogason, som koldt og sikkert sparkede bolden i mål fladt langs jorden. Udligningen til 1-1 gav gæsterne mod på mere. I 28. minut var det Jeppe Mehl, der fra højre side assisterede islændingen med et godt indlæg, der lå lige i panden på Finnbogason. Desværre fløj hans hovedstød snert over målet. Få minutter senere opsnappede Kjartan bolden foran mål, men Brønshøjs målmand kom godt ud af sit mål og fik skærmet af. I slutningen af 1. halvleg kom værterne igen bedre med i kampen. Blandt andet havde de et frispark lige uden for feltet, som flot blev sparket rundt om muren, men også lige nøjagtigt forbi den ene stolpe. Den så Frederik Rønnow ikke meget af, og alt i alt var det derfor fair nok, at de to mandskaber gik ind til en velfortjent varm kop the med stillingen 1-1.

I pausen begyndte det at blæse endnu mere, og det begyndte at sne. I 2. halvlegs første minut tabte Steffen Kielstrup en nærkamp på midten af banen og begik derfor et professionelt frispark, der blev takseret til et gult kort. Han afsoner dermed karantæne mod FC Fredericia næste søndag. Bortset fra det viste det sig hurtigt, at AC Horsens var det køligste af de to mandskaber i den kulde, der tog til efter pausen. I 52. minut smækkede Thomas Kortegaard et indlæg ind i feltet, som blæsten forvandlede til en farlig afslutning. Det udløste et hjørnespark, som Kortegaard også tog sig af. Sparket fandt vej gennem lidt klumpspil til Kjartan Finnbogason. Fra kort afstand var han sikkerheden selv og sparkede bolden op i nettaget. Få minutter senere scorede AC Horsens igen efter et hjørnespark fra venstre side, da Jude Nworuh sendte en afslutning mod mål. Afslutningen blev rettet af, da den ramte Kjartan Finnbogason på knæet. Officielt blev islændingen godskrevet målet på Tingbjerg Idrætspark og i nogle medier, men dommeren takserede det til at være et selvmål, da den åbenbart også strejfede én af hjemmeholdets spillere, inden den røg i kassen.

Dermed førte AC Horsens 3-1 med 30 minutter tilbage. Snestormen løjede af, og det var symbolsk, for kampen løjede også af. Gæsterne var tydeligvis tilfredse med at forpagte føringen, og værterne magtede ikke at skabe pres eller kreere store målchancer. I kampens sidste halve time var AC Horsens tættere på 4-1, end værterne var på 2-3, så det var en sikker sejr og tre rare og vitale point, som ”De Gule” dermed fik med hjem på kontoen. Næste søndag 29. marts kl. 18.00 tager AC Horsens imod FC Fredericia på CASA Arena Horsens i 22. runde i 1. Division.

 

Kampfakta:

Brønshøj Boldklub-AC Horsens 1-3 (1-1)

9. 1-0 Oke Akpoveta.

20. 1-1 Kjartan Henry Finnbogason.

53. 1-2 Kjartan Henry Finnbogason.

56. 1-3 Selvmål.

 

Brønshøj Boldklub:

Nicklas Dannevang

Svenn Crone, Jesper Fleckner, Mads Nielsen, Lars Emil Juel Andersen

Mads Gabel, Nuri Mustafi, Malte Kiilerich Hansen, Sebastian Lassen

Mikkel Nøhr Christensen, Oke Akpoveta

 

Udskiftninger:

66. Mikkel Nøhr Christensen ud, Andreas Granskov ind.

71. Lars Emil Juel Andersen ud, Aleksandar Lazarevic ind.

74. Malte Kiilerich Hansen ud, Jakob Andreasen ind.

Advarsler:

33. Svenn Crone.

43. Mads Gabel.

59. Sebastian Lassen.

 

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Jacob Berthelsen, Bubacarr Sanneh, Thomas Kortegaard

Morten Rasmussen

Jeppe Mehl, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Troels Kløve

Jude Nworuh, Kjartan Henry Finnbogason

 

Udskiftninger:

71. Morten Rasmussen ud, Mathias Nielsen ind.

71. Kjartan Finnbogason ud, André Bjerregaard ind.

87. Steffen Kielstrup ud, Martin Retov ind.

Advarsler:

4. Jude Nworuh.

46. Steffen Kielstrup.

 

417 tilskuere på Tingbjerg Idrætspark.

Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen.

Foto: Badenfoto.dk