AC Horsens – Vejle Boldklub: Varm op i Horsens’ største fredagsbar


23. august 2018

Mange gule fans har sat x i kalenderen ud for fredag den 31. august, når Vejle Boldklub efter mange års fravær igen spiller på CASA Arena Horsens.

Det er lokalopgørene mod Vejle Boldklub, der betyder mest for horsensianerne, og der bliver talt meget fodbold op til kampen på arbejdspladser, institutioner, i fodboldklubber osv. i det østjyske. Forhåbentlig bliver det de gule fans, der har håneretten indtil november, hvor de to hold krydser klinger i Vejle.

AC Horsens har valgt at invitere alle horsensianere til at varme op i Horsens’ største fredagsbar fredag den 31. august fra klokken 16.00, og det foregår i et stort område på parkeringspladsen ved CASA Arena Horsens.

Den legendariske fangruppering De Gule Bønder pynter blandt andet pladsen med halmballer, traktor og en oppustelig kvie, og Mark fra De Gule Bønder sætter gang i festen som DJ. Man kan dyste med vennerne om, hvem de kan smadre en havenisse i støvlekast, og AC Horsens sponsorerer præmier til de bedste. AC Horsens stiller en skybar op, og der vil være mulighed for at købe iskolde fadøl og lækre pølser.

Der vil også være aktiviteter for børn og barnlige sjæle, der blandt andet kan tage en fodboldkamp på den oppustelige fodboldbane.

Klik her for at købe billet til kampen mod Vejle Boldklub.