Ærgerlig pointdeling for ”De Gule”


27. juli 2012

AC Horsens spillede langt hen ad vejen en glimrende kamp mod FC Midtjylland her til aften, men det blev kun til et point via 2-2, og det skyldes blandt andet manglende effektivitet på flere store chancer. Thomas Kortegaard og Ken Fagerberg bragte AC Horsens foran 1-0 og 2-1, men Kortegaards mål blev udlignet af et selvmål af Morten Rasmussen, og Mads Hvilsom scorede til 2-2 i en situation, hvor ”De Gule” ikke fik clearet bolden godt nok.

De 3.579 tilskuere var vidner til en underholdende kamp, der var tæt på at få en optimal gul begyndelse efter 42 sekunder. Martin Spelmann var pludselig alene igennem, men Jakob Haugaard gjorde sig bred, og FCM-keeperen slap med skrækken.

AC Horsens startede bedst med masser af aggressivitet og hårdhed i duellerne, og 1-0 målet faldt i det niende minut. Thomas Kortegaard tog et frispark i højre side, og Mads Agesen fikserede både forsvaret og målmanden, der kunne se bolden stryge ind i netmaskerne. FC Midtjylland svarede dog igen syv minutter senere, da Rilwan Hassan satte turbo på på venstrekanten og strøg til baglinjen, hvorfra han sendte et indlæg ind foran mål. Morten Rasmussen var første mand i feltet, og han forsøgte at cleare bolden til hjørnespark, men i stedet røg den uheldigvis ind bag Frederik Rønnow.

Unægtelig en lussing til AC-spillerne, men de fortsatte ufortrødent, og Martin Spelmann burde have bragt hjemmeholdet på sejrskurs i det 35. minut. Han satte et par midtjyske spillere, og styrede mod kassen, hvor han bragte sig i en fantastisk afslutningsposition, men desværre placerede han bolden lige i midten af målet, hvor Jakob Haugaard stod.  Et minut senere var Spelmann på spil igen, da han modtog en fik stikning fra Morten Rasmussen, men Haugaard kom godt ud, og tre minutter senere kunne FCM-keeperen se en afslutning fra Lasse Kryger ryge et stykke over mål.

AC Horsens manglede lige det sidste ved flere chancer i de første 10 minutter af 2. halvleg. Først var det Lasse Kryger, der manglede et par centimeter i at nå Ken Fagerbergs indlæg i det 49. minut, og fem minutter senere var han tæt på at komme igennem i et raid, men sendte selv bolden ud over baglinjen, og to minutter senere headede Morten Rasmussen bolden over mål efter et indkast fra Steffen Kielstrup, som Kryger forlængede.

Ken Fagerberg blev matchvinder i de to holds seneste superligamøde, og i dag indtog han også en hovedrolle, da han tog sagen i egen hånd efter knap en times spil. Han rundede Benjamin Kibebe og passerede Jakob Haugaard med et tørt, fladt hug ved nærmeste stolpe.

”De Gule” havde godt styr på midtjyderne, og det lignede en kamp, hvor Ken Fagerberg skulle blive matchvinder mod sine tidligere holdkammerater, men Mads Hvilsom bragte balance i regnskabet et kvarter før tid. En skidt clearing havnede hos en FCM-spiller, der lidt heldigt fandt Hvilsom, og han ramte ikke bolden ordentligt, men den trillede alligevel i mål.

Ærgerligt pointtab for AC Horsens, der set over hele kampen havde fortjent alle tre point.

Matchfacts:

AC Horsens – FC Midtjylland 2-2 (1-1)

1-0 Thomas Kortegaard (9.)

1-1 Selvmål  (16.)

2-1 Ken Fagerberg (58.)

2-2 Mads Hvilsom (75.)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen, Morten Rasmussen, Mads Agesen, Thomas Kortegaard

Lasse Kryger, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Troels Kløve

Martin Spelmann, Ken Fagerberg

Indskiftninger, AC Horsens:

65. Jeppe Mehl (Lasse Kryger)

82. André Bjerregaard (Ken Fagerberg)

Advarsler, AC Horsens:

21. Lasse Kryger

FC Midtjylland:

Jakob Haugaard

Kolja Afriyie, Benjamin Kibebe, Erik Sviatchenko, Jesper Juelsgård

Sylvester Igboun, Mads Albæk, Izunna Uzochukwu, Danny Olsen, Rilwan Hassan

Tim Janssen

Indskiftninger, FC Midtjylland:

63. Marco Larsen (Rilwan Hassan)

69. Santiago Villafane (Benjamin Kibebe)

73. Mads Hvilsom (Izunna Uzochukwu)

Advarsler, FC Midtjylland:

9. Benjamin Kibebe

67. Jakob Haugaard

Man of the match: Ken Fagerberg

Tilskuere: 3.579

Dommer: Kenn Hansen

Statistik: Klik her for at se statistikken fra dagens opgør.

Næste opgave for AC Horsens er Europa League-opgøret mod IF Elfsborg på CASA Arena Horsens torsdag den 2. august klokken 20.15. Klik her for at købe billet til opgøret.