Brøndby vandt på CASA Arena Horsens


12. maj 2014

AC Horsens tog her til eftermiddag imod Brøndby IF i reserveligaen, og gæsterne hentede en fortjent 2-0 sejr på CASA Arena Horsens.

Indstillingen og arbejdsindsatsen kunne der ikke sættes en finger på, men ”De Gule” manglede kvalitet i boldomgangen og i de afgørende offensive aktioner. Brøndby var toneangivende før pausen, men den gule defensiv forsvarede godt og afviste gæsterne i størstedelen af halvlegen.

AC Horsens kom frem til en stor chance efter 12 minutters spil, da Joakim Momme fandt Jude Nworuh med en fremragende aflevering. Nworuh var alene med målmanden, der reddede. Mikkel Agger fulgte op, men han fik heller ikke netmaskerne til at blafre.

Thomas Villadsen var en god mand for ”De Gule” i dag, og efter et kvarters spil hev han en flot redning ud af ærmet, da Dario Dumic headede et frispark mod mål, og Villadsen reddede også afslutningen på riposten. Fire minutter senere forsøgte Kenneth Zohore sig med et fladt skud i det lange hjørne, men Villadsen var på plads igen.

Efter en halv times spil prellede et Brøndby-skud af på stolpen, og 10 minutter senere gik den så ikke længere, men 1-0 målet var noget tilfældigt. Michael Almebäcks skud blev rettet af og fortsatte ind i netmaskerne. Tre minutter senere måtte Thomas Villadsen redde et godt Brøndby-skud, og et minut senere tog Kenneth Zohore et træk udenom Villadsen og skød på mål, men Mathias Damgaard nåede godt tilbage.

AC Horsens havde optræk til flere farlige kontraangreb før pausen, men der var ikke kvalitet nok i den afgørende aflevering.

De gule talenter kom bedre med i kampen efter pausen, og udligningen var tæt på at falde efter knap en times spil. Niclas Balleby erobrede bolden fra Kenneth Zohore på AC Horsens’ banehalvdel og fandt Mikkel Agger med en perfekt aflevering. Han førte bolden frem på venstrekanten og spillede bolden på tværs til Jude Nworuh, der desværre ikke fik ordentlig ram på bolden. Den chance burde have ført til udligningen.

AC-spillerne formåede at holde Brøndby væk fra chancer i store dele af halvlegen, men den defensive kvalitet mistede procenter mod slutningen af kampen, hvor trætheden begyndte at indfinde sig. I det 80. minut strøg en af de sortklædte gæster igennem og var alene med Thomas Villadsen, men AC-keeperen pillede igen pynten af en modstander. Desværre var Brøndby hurtigst over riposten, og bolden blev sparket godt ind fra kanten af feltet til slutresultatet 2-0.

Dagens bedste AC’ere var Thomas Villadsen, Joakim Momme, Niclas Balleby og Jude Nworuh.

AC Horsens’ startopstilling:
Thomas Villadsen
Emil Christensen, Joakim Momme, Mathias Damgaard, Jeppe Svenningsen
Marcus Sloth, Niclas Balleby, Martin Conley, Kevin de Souza Broch
Mikkel Agger, Jude Nworuh

Indskiftninger:
46. Martin Petersen (Martin Conley)
46. Emil Nielsen (Marcus Sloth)
67. Malthe Boesen (Kevin de Souza Broch)
72. Rasmus Johansen (Niclas Balleby)

Foto: badenfoto.dk