Chancefattig remis mod AGF


13. april 2015

I går spillede AC Horsens uafgjort 1-1 mod AGF i 24. runde i 1. Division på CASA Arena Horsens. Kampen bød på meget få målchancer, masser af intensitet på banen og en virkelig god atmosfære på tribunerne, hvor 3.954 tilskuere dannede en festlig ramme om det østjyske lokalopgør. I 37. minut bragte Kim Aabech århusianerne foran på et tyndt dømt straffespark. I 84. minut udlignede André Bjerregaard til det retfærdige slutfacit 1-1.

Fra kampens start var det AGF, der var toneangivende, men de skabte ingen målchancer. AGF havde enkelte spredte skudforsøg, men ingenting der truede Frederik Rønnow. Han havde igen i dag en rolig eftermiddag i målet, hvor han ikke havde ret meget at se til, men han blev kåret som ”Man of the match” af publikum på CASA Arena Horsens. 10 minutter før pausen indtraf første halvlegs dramatiske højdepunkt, da dommer Lars Jensen tildelte AGF et meget tyndt straffespark. Stephan Petersen var på vej ud over baglinjen, og han havde stort set mistet bolden. Bubacarr Sanneh berørte ham, men det var en meget let berøring. Hvorom alt er, så blev det dømt, og efterfølgende scorede Kim Aabech ret cool på straffesparket med en Panenka-scoring, da han smart chippede bolden ind midt i målet, efter Frederik Rønnow var sprunget til den ene side.

Kort før pausen havde Jacob Berthelsen første halvlegs klart største målchance. Bubacarr Sanneh headede en bold på tværs i det århusianske målfelt, og den nåede frem til Jacob Berthelsen, der stod helt fri. Desværre sendte han bolden over målet i en situation, hvor udligningen burde have været der.

Efter pausen kom ”De Gule” spillemæssigt endnu bedre med i kampen og jagtede udligningen intenst gennem hele anden halvleg. I 54. minut blev Jude Nworuh udskiftet med André Bjerregaard, og det var med til at give AC Horsens noget mere fysik at spille på. I 80. minut valgte Bo Henriksen at tømme magasinet med en dobbeltudskiftning i jagten på en udligning. Martin Lund og Joseph Mensah blev sendt på banen i stedet for Steffen Kielstrup og Jeppe Mehl, og det gav ”De Gule” lidt dynamik i kampens slutfase. Generelt var der heller ikke de store nævneværdige målchancer i anden halvleg. Igen var der masser af intensitet og nærkampe, men der var næsten ingen skudforsøg på mål.

I 84. minut fik AC Horsens fortjent udlignet til 1-1. Et frispark fra Thomas Kortegaard dumpede ned foran André Bjerregaard, der stort set stod på straffesparkspletten. Han sparkede resolut til bolden og fik et rigtig godt træf på den. Bolden fløj i en bue over i det modsatte hjørne af målet uden chancer for Steffen Rasmussen.

Spillet var ikke så kønt, og kampen blev aldrig den helt store oplevelse for de mange tilskuere, men 1-1 og remis var en meget fair udgang på det østjyske lokalopgør mellem AGF og AC Horsens. Nu har ”De Gule” fire dage til restitution og træning, inden der venter en ny og helt anden, men også meget svær kamp mod Skive på Spar Nord Arena på fredag.

Kampfakta:

AC Horsens-AGF 1-1 (0-1)

37. Kim Aabech (Straffe) 0-1.

84. André Bjerregaard 1-1.

 

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Mathias Nielsen, Jacob Berthelsen, Bubacarr Sanneh, Thomas Kortegaard

Jeppe Mehl, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Troels Kløve

Jude Nworuh, Kjartan Henry Finnbogason

Udskiftninger:

54. Jude Nworuh ud, André Bjerregaard ind.

80. Steffen Kielstrup ud, Martin Lund ind.

80. Jeppe Mehl ud, Joseph Mensah ind.

Advarsler:

23. Steffen Kielstrup.

28. Jude Nworuh.

67. Janus Drachmann.

 

AGF:

Steffen Rasmussen

David Cortés, Johan Lædre Bjørdal, Jens Jønsson, Daniel Christensen

Stephan Petersen, Helgi Danielsson, Danny Olsen

Kim Aabech, Morten Nordstrand, Mate Vatsadze

Udskiftninger:

74. Morten Nordstrand ud, Jesper Lange ind.

80. Stephan Petersen ud, Kasper Povlsen ind.

Advarsler:

32. Danny Olsen.

33. David Cortés.

41. Mate Vatsadze.

85. Kasper Povlsen.

 

Man of the match: Frederik Rønnow.

3.954 tilskuere.

Dommer: Lars Jensen.

Foto: Badenfoto.dk