Daisuke Sato stopper i AC Horsens


6. december 2017

Den 28. juni 2017 hentede AC Horsens Daisuke Sato i rumænsk fodbold, og der var store forventninger til den teknisk stærke back, men han nåede kun fire kampe for AC Horsens, og nu arbejder han på at finde en ny arbejdsgiver.

Han har haft et ønske om at få sin kontrakt ophævet, og det har AC Horsens valgt at acceptere.

- Jeg har haft en god tid i AC Horsens, hvor det har været lidt som en familie, men jeg forlader klubben, fordi min situation ikke er blevet, som jeg havde håbet. Jeg har forsøgt at vænne mig til AC Horsens’ spillestil, men det har været svært for mig, og det her er den bedste løsning. Næste år skal jeg spille Asian Cup for Phillippinerne, og jeg er nødt til at spille fast for at komme i betragtning til landsholdet. Derfor har jeg haft et ønske om at ophæve kontrakten, og jeg er glad for, at vi er blevet enige om det, fortæller Daisuke Sato.

Manager Bo Henriksen ærgrer sig over, at succesen udeblev.

- Vi havde en forventning og en tro på, at Sato kunne blive en profil i AC Horsens, men det skete desværre ikke, og vi vil ikke stå i vejen for, at han får gang i karrieren et andet sted. Han er en fantastisk fodboldspiller, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke, lyder det fra Bo Henriksen. 

Foto: Charlotte Adsbøl