DBU Street Challenge – fodboldfest før fodboldkamp for børn og unge


27. maj 2011

Superligaopgøret mellem AC Horsens og Silkeborg IF fløjtes i gang på søndag klokken 16.00, men bolden ruller allerede fra klokken 9.30. Der afholdes nemlig semifinalestævne i DBU Street Challenge 2011 – DBU’s første officielle Danmarksmesterskab i street soccer bag Flextek Stålreoler Tribunen.

DBU Street Challenge er alle unge fodboldspilleres chance for at blive gadens Messi eller Ronaldo. Street soccer er spillet for tekniske spillere, der elsker legen med bolden. Street soccer er fart, finter og intensitet. 16 hold dyster på CASA Arena Horsens og de er fordelt på syv U-15 drenge hold, seks U-18 drenge hold og tre U-15 piger hold.

- Udover streetkampe, så vil der være rigtig meget underholdning for alle børn og unge på området. Man kan blandt andet udfordre hinanden i straffespark, 1 mod 1 kamp, skudstyrke og dribleslalom, og det hele krydres med de rigtige beats fra en DJ. Kort sagt bliver det en fodboldfest før fodboldkampen mellem AC Horsens og Silkeborg IF, fortæller Nikolaj Broström, der er eliteidrætskoordinator ved Horsens Kommune og fortsætter:

- Der vil være masser af fokus på bevægelse og det er ligemeget, om man dribler eller skyder – bare man får lyst til at bevæge sig. Selve turneringen er for de 13-18 årige, men alle børn og unge er velkomne til festen.

Semifinalen afvikles i Horsens i samarbejde mellem AC Horsens, Horsens fS, DBU og Horsens Kommune.

- Vi er med i det her, fordi vi har et fremragende samarbejde med Horsens Kommune personificeret ved Nikolaj Broström. Vi har tidligere afholdt Laudrup & Høgh Street i samarbejde med Horsens Kommune og ville gerne udvide samarbejdet med søndagens stævne, fortæller Knud Albertsen.

I løbet af søndagen vil der blive afholdt konkurrencer, hvor man kan vinde billetter til U/21-EM.

Stævnet begynder klokken 9.30 og slutter med præmieoverrækkelse klokken 15.15.