”De gule” besejrede lokalrivalerne fra Vejle Boldklub


20. marts 2017

Mandag eftermiddag dannede CASA Arena Horsens rammen om lokalopgøret mellem AC Horsens og Vejle Boldklub i Reserveligaens pulje 2, og Thomas Rohde blev matchvinder med et flot mål i det 69. minut.

De gule værter leverede en rigtig god præstation med et hold, der havde mange U19-spillere i startopstillingen, og flere af dem spillede fuld tid i lørdags.

Inden kampen var det tydeligt i omklædningsrummet, at spillerne glædede sig til lokalopgøret, og de udgjorde en solid enhed gennem hele kampen.

Der kunne ikke indvendes noget mod den gule sejr, og U19-spilleren Thomas Rohde afgjorde kampen med godt 20 minutter tilbage, da han viste målnæsen ved at opsnappe en tilbagelægning, runde keeperen og sende bolden ind i det tomme mål.

Malthe Boesen kunne have øget føringen i slutminutterne, og Mathias Bøje trykkede godt af fra kanten af feltet fem minutter før tid, men Vejle-keeperen reddede flot i begge tilfælde.

Gæsterne fra Vejle pressede på til allersidst i kampen, og det udløste et par hjørnespark, men Nicklas Dannevang var sikkerheden selv i dag.

Næste opgave for AC Horsens bliver udekampen mod AGF mandag den 27. marts klokken 15.00.

AC Horsens: Nicklas Dannevang, Mikkel Jespersen, Mikkel Qvist, Mads Bech, Casper Bæksted, Kristoffer Larsen (Mads Damgaard, 63.), Nicolai Dohn, Jonas Gemmer, Lasse Kirkel (Glen Wiberg, 57.), Thomas Rohde (Niels Lodberg, 78.), Malthe Boesen (Mathias Bøje, 84.).