”De Gule” klar til endnu en superligasæson


25. maj 2011

AC Horsens tabte dagens opgør i Esbjerg med 2-1 og det skete på baggrund af en elendig 2. halvleg, hvor personlige fejl vendte kampen fra 1-0 til 1-2. De andre resultater flaskede sig dog således, at ”De Gule” indløste billet til en ny sæson i Superligaen og målsætningen for sæsonen er dermed indfriet.

De vestjyske værter kom godt ud af starthullerne og Arnór Smárason viste tænder med et par giftige forsøg indenfor de første 10 minutter, men uden at få netmaskerne til at blafre. AC Horsens kom dog også frem til chancer og Gilberto Macena fik en af de større i det 13. minut, da han modtog bolden på kanten af feltet, vendte rundt og afsluttede med venstrebenet, men Lukas Hradecky diskede op med en god redning.

Esbjerg-presset aftog og i det 34. minut måtte Lukas Hradecky så hente bolden ud af netmaskerne. Anders Nøhr fandt Thomas Kortegaard på kanten af feltet og han stak bolden til Gilberto Macena på det helt rigtige tidspunkt. AC’s brasilianer trak det længste strå mod Esbjerg-keeperen med en afslutning mellem de lange finske ben. Herefter gik gassen af hjemmeholdet og Gilberto Macena kunne have udbygget føringen et minut før pausen, da han fyrede et tørt hug på kassen og tvang Lukas Hradecky til at give hjørnespark.

Man sad i pausen og forventede et Esbjerg-stormløb fra 2. halvlegs start, men det kom først efter syv minutter. Her faldt udligningen nemlig på Jakob Ankersens fine afslutning og det gav hjemmeholdet tro på tingene. En flyvende Søren Rieks var kun en fremragende refleksredning fra Søren Jochumsen fra at heade føringsmålet i kassen.

AC Horsens kunne ikke fastholde niveauet fra 1. halvleg og den spillemæssige indsats efter pausen var ikke godkendt. Alligevel var der chancer til et gult føringsmål og i det 73. minut blev Gilberto Macena tacklet i skudøjeblikket og returen røg ud til Martin Spelmann, der dog måtte se Esbjerg-keeperen tage sig af afslutningen.

Et minut senere var effektiviteten anderledes skarp i den anden ende, da Lasse Kryger uheldigvis ragede en bold over til en Esbjerg-spiller, der fandt Jesper Lange og så førte hjemmeholdet 2-1. Fire minutter senere var Issey Nakajima-Farran tæt på at svare igen med et godt hug, som Lukas Hradecky fistede over. På det efterfølgende hjørnespark headede Lasse Kryger på kassen og den blev mirakuløst reddet på stregen.

Ærgerligt nederlag til ”De Gule”, der dog er klar til endnu en superligasæson.

Esbjerg fB – AC Horsens 2-1 (0-1)
0-1 Gilberto Macena (34.)
1-1 Jakob Ankersen (52.)
2-1 Jesper Lange (74.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Morten Rasmussen, Nabil Aslam, Niels Lodberg, Anders Nøhr, Janus Drachmann (Lasse Kryger, 69.), Martin Spelmann, Martin Retov, Thomas Kortegaard (Tonny Brochmann, 84.), Kenan Hajdarevic (Issey Nakajima-Farran, 74.), Gilberto Macena.

Esbjerg fB: Lukas Hradecky, Peter Nymann, Thomas Gaardsøe, Nicolai Høgh, Kevin Conboy, Jakob Ankersen, Mikkel Vendelbo, Morten Karlsen, Arnór Smárason (Jeppe Mehl, 83., Johan Persson, 90.), Søren Rieks, Jesper Lange.

Advarsler: Mikkel Vendelbo (37.).

Tilskuere: 8.232.

Dommer: Michael Johansen.