”De Gule” matchede Danmarks bedste hold


29. september 2012

Det var både sjovt og spændende at være tilskuer på CASA Arena Horsens her til aften, hvor en livlig kamp mellem AC Horsens og FC København sluttede 1-1. Andreas Cornelius bragte gæsterne foran i det 28. minut, og fem minutter senere udlignede Jude Nworuh med sit første mål i den gule trøje.

Kampen begyndte livligt, og der blev fightet igennem af begge mandskaber. Den første åbne chance tilfaldt César Santin efter et kvarters spil, da han modtog en bold i dybden og styrede mod Frederik Rønnows mål, men AC-keeperen pillede pynten af FCK-angriberen. Kort efter sendte Santin bolden ind bag Rønnow, men målet blev annulleret på grund af offside.

Kampen blev spillet i et højt tempo, og der skete noget i begge ender, men Andreas Cornelius viste som den første effektivitet, da han sprang højest og headede Lars Jacobsens indlæg i kassen i det 28. minut. Heldigvis svarede ”De Gule” hurtigt igen fem minutter senere. Martin Spelmann fandt Janus Drachmann på kanten af feltet, og han sendte en afslutning mod det lange hjørne, hvor Jude Nworuh var hurtigere i opfattelsen end Lars Jacobsen, og AC Horsens’ nummer 11 gled sit første AC-mål i kassen.

Syv minutter før tid var Andreas Cornelius i centrum igen, da han fik en kæmpe chance i feltet, men han sendte det store tilbud uden for målrammen.

2. halvleg var knap fire minutter gammel, da Andreas Cornelius headede bolden på stolpen, og AC Horsens slap med skrækken.

To minutter senere helflugtede Lasse Kryger lige forbi Johan Wilands mål, og herefter arbejdede ”De Gule” sig mere og mere ind i kampen. Boldomgangen blev bedre som kampen skred frem, og omstillingsspillet var tæt på at give bonus flere gange, men afleveringen manglede ofte den sidste skarphed, og det samme gjorde løbet for boldholderen.

Ragnar Sigurdsson og Christian Bolaños havde et par udmærkede forsøg for gæsterne, og Jude Nworuh var ikke mange centimeter fra at straffe en letsindig tilbagelægning fra Ragnar Sigurdsson, men der blev ikke scoret flere mål.

AC Horsens er nu placeret på sjettepladsen i Superligaen med 14 point.

Matchfacts:

AC Horsens – FC København 1-1 (1-1)

0-1 Andreas Cornelius (28.)

1-1 Jude Nworuh (33.)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen, Steffen Kielstrup, Mads Agesen, Thomas Kortegaard

Lasse Kryger, Martin Retov, Martin Spelmann, Janus Drachmann

Jude Nworuh, Ken Fagerberg

Indskiftninger, AC Horsens:

74. Troels Kløve (Lasse Kryger)

78. André Bjerregaard (Ken Fagerberg)

91. Henrik Toft (Jude Nworuh)

Advarsler, AC Horsens:

17. Alexander Juel Andersen

FC København:

Johan Wiland

Lars Jacobsen, Kris Stadsgaard, Ragnar Sigurdsson, Pierre Bengtsson

Christian Bolaños, Thomas Kristensen, Claudemir de Souza, Nicolai Jørgensen

César Santin, Andreas Cornelius

Indskiftninger, FC København:

62. Thomas Delaney (César Santin)

72. Rurik Gislason (Christian Bolaños)

87. Martin Vingaard (Thomas Kristensen)

Advarsler, FC København:

11. Claudemir de Souza

85. Nicolai Jørgensen

Tilskuere:

4.621

Man of the match:

Jude Nworuh

Dommer:

Henning Jensen

Klik her for at se statistik om kampen.

Foto: badenfoto.dk