"De Gule" overmatchet af AGF


29. september 2014

Dagens opgør mod AGF duftede igen af Superliga, og med 4.520 tilskuere på lægterne, dejligt vejr og tændte spillere manglede kun den vigtigste ingrediens - 3 point til hjemmeholdet.

De 3 point kunne Wieghorsts tropper tage med i bagagen hjem til Århus via en 2-1 sejr på mål af Mate Vadzadze og Kim Aabech, mens Jeppe Mehl reducerede for AC Horsens i de døende minutter.

Kampen startede forsigtigt fra begge hold, der skulle føle hinanden på tænderne. Men ret hurtigt overtog AGF’erne styringen, og den slap de ikke igen. AC Horsens spillerne forsøgte med sporadiske forsøg, men helt farligt blev det aldrig. De Gule formåede dog at holde 0-0 frem til pausen.

Efter 52 minutter gik det dog galt, da Mate Vadzadze dukkede op ved bagerste stolpe og pandede gæsterne på 1-0. De Gule kæmpede videre, men desværre uden held, og fem minutter før slutfløjtet lignede det afgørelsen da Kim Aabech køligt bragte AGF’erne på 2-0.

I overtiden fik hjemmeholdet bragt spænding ind i de sidste minutter, da Andre Bjerregaard blev nedlagt i det kriminelle felt. Troels Kløve brændte desværre på Steffen Rasmussen, men en hurtig Jeppe Mehl opfangede riposten og reducerede til 1-2.

Mere blev det dog ikke til, og AGF’erne kunne høste de 3 point til kontoen. Med nederlaget er AC Horsens placeret på 5. pladsen i NordicBet Ligaen med 14 points.

Matchfacts:
AC Horsens – AGF 1-2 (0-0)
0-1 Mate Vadzadze (52.)  
0-2 Kim Aabech (85.)
1-2 Jeppe Mehl (90.)

AC Horsens:
Jakob Busk
Thomas Kortegaard, Sonni Nattestad, Jacob Berthelsen, Frederik Helstrup
Troels Kløve, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Jeppe Mehl
Martin Lund
André Bjerregaard

Tilskuere:
4.520

Man of the match:
Sonni Nattestad

Foto: badenfoto.dk