”De Gule” storsejrede i Hvidovre


8. september 2013

AC Horsens kom tilbage på sejrssporet med en fuldt fortjent 4-1 sejr over Hvidovre her til eftermiddag.

”De Gule” dominerede fra kampens start og meget af spillet foregik på hjemmeholdets banehalvdel, hvor der blev kreeret mange chancer. Den første advarsel blev sendt af sted i det ottende minut, da Janus Drachmann fandt Erik Marxen på venstrekanten med en lang og præcis aflevering. Marxen sendte bolden videre til Jeppe Mehl, der dirigerede den i sidenettet. Efter et kvarters spil var Mikkel Agger kun en refleksredning fra at få en drømmedebut. Først snød han sin direkte modstander med en sparkefinte og derefter huggede han en kvalificeret afslutning af sted med højrestøvlen, men Andreas Larsen reddede flot.

Hvidovre havde bolden i netmaskerne efter 20 minutters spil, men målet blev annulleret på grund af offside, og tre minutter senere landede bolden så i netmaskerne i den modsatte ende. Dia Raofat begik et klodset straffespark på Erik Marxen, og dommeren pegede helt korrekt på pletten. Martin Retov scorede sikkert på straffesparket. Efter en halv times spil var Søren Jensen tæt på at øge føringen, da han forsøgte sig med et hovedstød, men keeperen kom godt ned.

Det brændte på foran Hvidovre-målet i forbindelse med et par gule hjørnespark, men hjemmeholdet slap med skrækken, og AC Horsens gik til pausen med en 1-0 føring.

AC-dominansen var også markant efter pausen, og efter seks minutter viste Martin Retov fint overblik, da han fandt Jeppe Mehl med en god fremlægning. Mehl vristede sig fri og afsluttede med venstreskøjten, men Andreas Larsen var en god mand for værterne. Efter knap en times spil faldt 2-0 målet som en naturlig konsekvens af spil og chancer, da Søren Jensen headede Retovs hjørnespark i kassen.

Desværre reducerede Hvidovres Jonathan Nielsen til 1-2 fire minutter senere, og det bragte optimisme til hjemmeholdets spil, men Lasse Kryger punkterede kampen med 3-1 målet i det 70. minut. Der blev begået frispark på Martin Retov et par meter uden for feltet, og Lasse Kryger sendte frisparket direkte i kassen med sit ”Ronaldo-svirp”. Hjemmeholdet havde ikke overskud til at svare igen, og resten af kampen flyttede ”De Gule” bolden godt rundt.

I overtiden blev Troels Kløve revet ned i feltet, og Jude Nworuh var sikkerheden selv på det efterfølgende straffespark.

Næste opgave for AC Horsens bliver torsdagens hjemmekamp mod Vejle. Klik her for at købe billetter til opgøret, der fløjtes i gang klokken 18.30.

Matchfacts:

Hvidovre IF – AC Horsens 1-4 (0-1)

0-1 Martin Retov (23.)

0-2 Søren Jensen (58.)

1-2 Jonathan Nielsen (62.)

1-3 Lasse Kryger (70.)

1-4 Jude Nworuh (90.)

Hvidovre IF

Andreas Larsen

Kristian Bo Andersen, Thomas Wiil-Andersen, Stefan Hansen, Mikkel Knudstrup

Ole Dau, Dia Raofat, Matthias Larsen, Azad Corlu

Jonas Hebo Rasmussen, Jonathan Nielsen

Indskiftninger:

64. Jacob Ingvarsen (Azad Corlu)

64. Stefan Sørensen (Dia Raofat)

Advarsler:

Ingen

AC Horsens:

Thomas Villadsen

Anders Randrup, Steffen Kielstrup, Søren Jensen, Erik Marxen

Lasse Kryger, Martin Retov, Janus Drachmann, Jeppe Mehl

Ken Fagerberg, Mikkel Agger

Indskiftninger:

63. Jude Nworuh (Ken Fagerberg)

78. Troels Kløve (Jeppe Mehl)

84. Frederik Helstrup (Janus Drachmann)

Advarsler:

49. Steffen Kielstrup

86. Søren Jensen

Dommer:

Benjamin Helm Svedborg

Tilskuere:

1.048

Foto: badenfoto.dk