”De Gule” tabte jævnbyrdig affære


9. december 2012

CASA Arena Horsens blev ryddet for sne i løbet af formiddagen – blandt andet takket være frivilliges hjælp – og kampen mellem AC Horsens og FC Midtjylland begyndte som planlagt klokken 14.00.

Gæsterne kom bedst ud til 1. halvleg, der var præget af masser af fight og få målchancer. Midtjyderne kom frem til opgørets første nævneværdige chance i det 10. minut, da et indlæg fra Danny Olsen landede ved bageste stang, hvor Mads Albæk trykkede af, men Mads Agesen satte hovedet på bolden et par meter foran mål. FC Midtjylland fastholdt angrebet, og Danny Olsen forsøgte sig med et nyt indlæg. Det landede hos Tim Janssen, der vandt luftduellen med Lasse Kryger og headede bolden ind bag Frederik Rønnow.

Boldomgangen var for ringe hos ”De Gule”, der atypisk smed mange bolden på midten af banen, hvilket åbnede op for midtjyske omstillinger. Efter en halv times spil udnyttede Danny Olsen et dumt boldtab til at drive bolden frem, og han lukrerede på en passiv AC-defensiv ved at fyre på kassen, men Frederik Rønnow viftede bolden over mål.

AC Horsens begyndte at vise tænder mod slutningen af halvlegen, og Jude Nworuh forsøgte sig blandt andet med et nærgående hovedstød kort før pausen, men Jonas Lössl stod i vejen.

Hjemmeholdet løftede niveauet efter pausen, hvor spillerne gik mere aggressivt til værks. Anders Nøhrs afslutning havde den rigtige fart og retning i det 49. minut, men bolden blev desværre blokeret i midtjydernes felt, og Lasse Kryger headede det efterfølgende hjørnespark lige over. Seks minutter senere var Kryger på spil i luftrummet igen, da han satte panden på Anders Nøhrs hjørnespark, men Jonas Lössl vippede bolden over mål.

Det trak op til en udligning, og Jonas Lössl blev også passeret i det 63. minut, men dommer Jakob Kehlet annullerede Troels Kløves scoring på grund af hånd på bolden. Seks minutter senere måtte FCM-keeperen give hjørnespark på et lumsk frispark fra Lasse Kryger, og kort efter forsøgte Jude Nworuh sig fra distancen med et udmærket hug.

I det efterfølgende angreb lukkede gæsterne dog kampen, da Danny Olsen gled igennem i højre side og serverede bolden fladt for indskiftede Morten Rasmussen, der blot skulle skubbe den det sidste stykke over stregen.

Mere skete der ikke i kampen, og AC Horsens-spillerne kan se frem til en tiltrængt juleferie.

Anders Nøhr spillede karrierens sidste kamp i AC-trøjen, og han blev efterfølgende kåret til man of the match af hjemmeholdets tilskuere.

AC Horsens overvintrer på en syvendeplads i Superligaen.

Matchfacts:

AC Horsens – FC Midtjylland 0-2 (0-1)

0-1 Tim Janssen (10.)

0-2 Morten Rasmussen (70.)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen, Mads Agesen, Nabil Aslam, Anders Nøhr

Lasse Kryger, Martin Retov, Martin Spelmann, Troels Kløve

Henrik Toft, Jude Nworuh

Indskiftninger, AC Horsens:

72. Henrik Smedegaard (Jude Nworuh)

87. Oguzhan Özcelik (Martin Retov)

89. Søren Jensen (Anders Nøhr)

Advarsler, AC Horsens:

53. Anders Nøhr

65. Troels Kløve

78. Martin Spelmann

86. Nabil Aslam

FC Midtjylland:

Jonas Lössl

Kolja Afriyie, Erik Sviatchenko, Kristian Ipsa, Jesper Juelsgård

Danny Olsen, Izunna Uzochukwu, Petter Andersson, Mads Albæk

Kristian Bak Nielsen, Tim Janssen

Udskiftninger, FC Midtjylland:

64. Morten Rasmussen (Kristian Bak Nielsen)

67. Rilwan Hassan (Tim Janssen)

91. André Rømer (Petter Andersson)

Advarsler, FC Midtjylland:

Ingen

Man of the match:

Anders Nøhr

Tilskuere:

2.631

Dommer:

Jakob Kehlet

Se statistik fra kampen ved at klikke her.

Foto: badenfoto.dk