”De Gule” vandt 5-0 over topholdet


21. oktober 2013

Esbjerg fB havde inden dagens opgør mod AC Horsens vundet samtlige kampe i Reserveligaens pulje 2, men vestjyderne måtte indkassere et 0-5 nederlag mod et veloplagt hjemmehold, der satte tingene på plads med tre mål på fire minutter.

”De Gule” havde inden kampen blandt andet fokus på at være dygtige i presspillet og variere det offensive spil i forhold til at skabe plads bag og foran vestjydernes bagkæde, og det lykkedes i høj grad – specielt i 1. halvleg.

Hjemmeholdet kom blæsende fra første minut, og det lugtede af et straffespark til Mikkel Agger allerede i det tredje minut. Inden for de næste fem minutter havde Jude Nworuh et par udmærkede afslutninger, der begge blev blokeret.

I det 13. minut faldt kampens første mål, da Mikkel Agger, lejet i netop Esbjerg fB, med en millimeter præcis aflevering fandt Jeppe Mehl, der har en fortid hos vestjyderne, og han afsluttede fladt første gang uden chance for målmanden. Det var startskuddet til nogle rædselsminutter for gæsterne, der to minutter senere måtte hente bolden ud af netmaskerne for anden gang. Målmanden forsøgte at nå ud til Esben Petersens aflevering, men Jude Nworuh pressede ham til at lave fejl, og så kunne Jeppe Mehl opsnappe bolden og sende den i netmaskerne for anden gang. To minutter senere sendte Lasse Kryger en aflevering fladt ind foran mål, hvor Jude Nworuh hoppede over bolden, inden Mikkel Agger sendte den ind bag Esbjerg-målmanden.
Der var masser af bevægelighed, ærgerrighed og hårdhed i duellerne fra AC Horsens’ side i denne periode, og det kunne være blevet 4-0 i det 38. minut. Esben Petersen fandt Jude Nworuh i dybden med en flot aflevering, men Nworuh sendte bolden forbi det lange hjørne.

Esbjerg-spillerne pressede på for at reducere i 2. halvleg, men ”De Gule” forsvarede sig godt og viste tænder i omstillingsspillet. Det fik vestjyderne en prøve på i det 62. minut, da Esben Petersens afsluttede en flot omstilling ved at heade bolden lige forbi mål.

Fem minutter før tid løb Jude Nworuh om kap med to modstandere, og han kunne – hårdt presset – sende bolden på tværs til Ken Fagerberg, der afsluttede hårdt og fladt uden chance for Esbjerg-målmanden. Tre minutter senere havde Thomas Villadsen en flot redning, og under et minut senere sendte Ken Fagerberg Esben Petersen af sted med en super aflevering, og Petersen svigtede ikke i den direkte duel med målmanden.

Alt i alt leverede AC-spillerne en glimrende indsats i dag, og der er grund til at rose effektiviteten, men der er absolut også grund til at rose defensiven, hvor bagkæden var meget stabil og verbalt stærk.

Esbjerg havde meget af spillet i 2. halvleg, men det blev sjældent farligt.

Esbjerg havde spillere som Mick van Buren, Mohammed Fellah, Jeppe Andersen og Jerry Lucena i startopstillingen.

AC Horsens stillede således op:
Thomas Villadsen
Jeppe Svenningsen, Nabil Aslam, Søren Jensen, Mikkel Cramer
Lasse Kryger, Martin Petersen, Esben Petersen, Jeppe Mehl
Jude Nworuh, Mikkel Agger

Indskiftninger:
46. Ken Fagerberg (Mikkel Agger)
54. Nicklas Balleby (Martin Petersen)
70. Malthe Boesen (Jeppe Mehl)
87. Nicklas Bigum (Jeppe Svenningsen)

Foto: badenfoto.dk