”De gule” viste fantastisk moral i 5-3 sejr


13. november 2018

AC Horsens spillede reserveligakamp mod Viborg F.F. tirsdag eftermiddag, og ”de gule” trak det længste strå med en 5-3 sejr.

Det var en meget intens kamp, hvor hjemmeholdet primært viste skarphed i omstillingsspillet.

AC Horsens leverede en godkendt præstation, men der er selvfølgelig noget at arbejde med, når man indkasserer tre mål. Til gengæld viste AC Horsens fremragende moral ved at vende 1-3 til 5-3, og comebacket skete via masser af power, vilje og fight.

Mikkel Mena Qvist gjorde det til 1-0 efter 10 minutters spil, da han scorede efter hjørnespark fra Thomas Kortegaard, men i det 27. minut udlignede værterne på en ripost efter et skud på overliggeren. Blot fem minutter senere gjorde en omstilling ondt på AC Horsens, og så stod der 2-1.

”De gule” fik en sløj start på 2. halvleg med et straffespark, der blev omsat til en 3-1 føring efter fem minutter, men efter knap en times spil reducerede Sivert Heltne Nilsen til 3-2. AC Horsens arbejdede sig ind i kampen, og et kvarter før slutfløjtet udlignede Nilsen til 3-3 efter et hjørnespark fra Tobias Arndal.

I det 80. minut kom AC Horsens så foran ved Sammy Skytte efter Thomas Rohdes forarbejde, og Mark Asp Rasmussen lukkede kampen med 5-3 målet i slutminutterne, da han chippede bolden over keeperen.

AC Horsens: Mendoza, Avanzini, Juel Andersen, Qvist, Kortegaard, Mortensen, Skytte, Nilsen, Madsen (Rohde, 40.), Kristensen (Asp Rasmussen, 60.), Arndal (Præst, 87.).

Foto: Charlotte Adsbøl