Det gule netværk har givet bonus for Grafisk Forum


9. april 2019

AC Horsens har stor succes med klubbens handelsnetværk, der i skrivende stund består af 158 engagerede medlemmer fordelt på fire grupper.

Hver gruppe mødes til et netværksmøde én gang om måneden i halvanden time, og disse møder hjælper deltagerne med forretningsmuligheder på tværs af netværket. På netværksmøderne kan man søge hjælp hos hinanden i form af forretningsleads, gode tilbud og generelt få nogle gode, nye kontakter og derved skabe gode relationer.

Inge Toft Petersen er projektleder og grafisk konsulent hos Grafisk Forum, og hun har været en del af det gule netværk i seks år. Hun kommer ikke til kampene, men hun bruger handelsnetværket aktivt, og det har Grafisk Forum fået værdifulde kontakter og konkrete arbejdsopgaver ud af.

- Jeg får ret tit ordrer og også indgange til potentielle kunder, når jeg er til møde i handelsnetværket. På et tidspunkt efterlyste jeg én, der kendte nogen ved Friis Optik, og det udmøntede sig i et møde med Jan fra Friis Optik, som jeg siden har lavet rigtig meget for. Det samme er også sket for mig i forhold til Niels Burchardt, som jeg fik kontakt med gennem Palle fra Atrio Arkitekter. Det er guld værd, når folk har lyst til at åbne døren ved at ringe til vedkommende, inden jeg tager kontakt, fortæller Inge Toft Petersen.

Det er også gennem netværket, at hun har fået kunder som Femina, VS Automatic, TurnAid, Roesgaard & Partners, Nybolig og Coachers, som faciliteter handelsnetværket.

Netop samarbejdet mellem AC Horsens og Coachers har været med til at rykke handelsnetværket i positiv retning.

- Der er sket en kæmpe udvikling, efter Coachers er kommet med. Vi får så mange forskellige faglige indlæg, og de har en evne til at twiste det, så det bliver personligt, og på den måde kan man bruge det, når man kommer tilbage på arbejde. De skubber til os, og deres indlæg gavner også vores personlige udvikling, fortæller Inge Toft Petersen.

Hun roser også Coachers for at bringe en god dynamik ind i grupperne, og det giver noget særligt, at det ikke altid er den samme repræsentant fra Coachers, der er med til møderne.

Inge Toft Petersen bruger også gerne selv virksomhederne i handelsnetværket.

- Jeg køber gerne vin hos Anni fra TSVinnovation Elmegaarden, for hun har ofte et godt tilbud på vin, og jeg hjælper gerne dem, der søger leads. På et tidspunkt havde jeg brug for en murer til et privat projekt, og ham fandt jeg også gennem netværket, forklarer Inge Toft Petersen.

Salgskonsulent Morten Holmer fra AC Horsens glæder sig over den store opbakning til handelsnetværket.

- Vi er super glade for samarbejdet med Coachers og det engagement, deltagerne møder ind med. Vi vil meget gerne være bindeleddet mellem vores sponsorer, så de får udbytte i form af blandt andet netværk, sparring og business, og handelsnetværket er inde i en rigtig positiv udvikling, fortæller Morten Holmer.