Dobbeltstraf til AC Horsens


20. september 2018

Den 22. august blev AC Horsens og Brøndby IF tildelt bøder af Fodboldens Disciplinærinstans, og Brøndby IF fik en betinget fradømmelse af retten til at spille én hjemmekamp med tilskuere.

AC Horsens valgte ikke at anke dommen, men det gjorde Brøndby IF til gengæld, og i dag kom så den endelige kendelse fra Fodboldens Appelinstans. Den fratager Brøndby IF’s ret til at have et fanafsnit i den førstkommende udekamp mod AC Horsens.

Straffen gælder enten i Superligaen eller i Sydbank Pokalen, og AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen er rystet over dommen.

- Vi har allerede fået en bøde på 50.000 kroner, og vi føler som klub, at vi nu bliver straffet igen. Ved den første dom benyttede man sig ikke af muligheden for at fratage Brøndby IF et udebaneafsnit i Horsens, men det har Fodboldens Appelinstans fuldstændig overrulet, og det får konsekvenser for os. Det bliver en kæmpe udfordring for os rent sikkerhedsmæssigt, for vi skal i gang med et større arbejde for at sikre os, at Brøndby-fans ikke køber billetter til neutrale afsnit, når vi møder dem næste gang. Derudover får det en økonomisk konsekvens på den måde, at vi går glip af billetindtægter og match day-indtægter, men vi er først og fremmest bekymret over det sikkerhedsmæssige aspekt, fortæller Kristian Nielsen.