Dohn-debut udløser talentbonus fra 3-Stjernet


19. maj 2017

3-Stjernet har gennem en længere årrække været en meget loyal samarbejdspartner for AC Horsens, og de seneste sæsoner har varemærket været hovedsponsor for den gule talentudvikling.

Nicolai Dohn, der netop har sat sin underskrift på en et-årig kontrakt, fik superligadebut i hjemmekampen mod Randers FC mandag den 8. maj, og det udløser en kontant bonus fra 3-Stjernet til den gule talentafdeling.

Talentbonussen er indbygget i aftalen med 3-Stjernet, og marketingchef Bjarne Siersbæk fra Atria Danmark, der blandt andet producerer og markedsfører 3-Stjernet, glæder sig over at endnu et af de gule talenter har fået debut i Alka Superligaen.

- Vi er glade for at se, at det arbejde vi bakker op om som hovedsponsor for talentudviklingen bærer frugt i form af debut for unge talenter på førsteholdet. Som større virksomhed i byen føler vi et ansvar for at støtte op om det lokale, og AC Horsens er et stort omdrejningspunkt i Horsens, så det er fantastisk dejligt at se lokale spillere på banen foran det lokale publikum. Der bliver arbejdet stenhårdt med talentudvikling i AC Horsens, og vi glæder os allerede til at se det næste gule talent på førsteholdet, fortæller Bjarne Siersbæk.