Effektive AaB straffede ”De Gule”


12. august 2012

AC Horsens blev straffet af et veloplagt AaB-mandskab, der vandt med hele 4-1 på CASA Arena Horsens her til eftermiddag.

Det nordjyske mandskab satte tingene på plads i 1. halvleg, hvor holdet kunne gå til pause med en 3-1 føring, og Mathias Wichmann lukkede kampen med 4-1 målet syv minutter før tid.

Det var småt med chancer til de to mandskaber i den første halve times tid, hvor Ken Fagerberg og Nicklas Helenius havde de bedste forsøg. I det 11. minut serverede Steffen Kielstrup er perfekt indlæg for Ken Fagerberg, der headede på kassen, men Nicolai Larsen var på plads. I det 27. minut gik der et gys gennem hjemmepublikummet, da Nicklas Helenius fyrede på kassen fra kanten af feltet, men bolden havnede i sidenettet.

I det 29. minut var der anderledes træfsikkerhed over Kasper Kusk, der blev spillet frem til en god position af Lucas Andersen, og Kusk sendte bolden i kassen. To minutter senere var det nordjyske talent på spil igen, da Nicklas Helenius fandt ham på kanten af feltet, og Kusk satte køligt bolden ind ved den ene stolpe.

Det virkede som om, at AC Horsens manglede det sidste overskud og aggressivitet, men reduceringen faldt i det 37. minut. Et hjørnespark landede ved bageste stang, hvor Ken Fagerberg var hurtigere i opfattelsen end Henrik Dalgsgaard, og AC’s svenske angriber prikkede bolden i kassen til 1-2. Den gule glæde varede dog kort, for et minut senere lå bolden bag Frederik Rønnow igen, da Nicklas Helenius’ afslutning strejfede Janus Drachmann og sejlede i nettet. En spand kold vand i hovedet på hjemmeholdets spillere, der gik til pause bagud med 1-3.

AC Horsens kom godt ud fra pausen og havde bolden meget i 2. halvleg, men helt farligt blev det sjældent foran gæsternes mål. Efter en times spil sendte Troels Kløve bolden lige forbi mål, og i det 69. minut brændte det på i den anden ende, da Henrik Dalsgaard satte sidste fod på en hurtig AaB-omstilling, men han blev presset godt af Thomas Kortegaard og Mads Agesen, og bolden strøg over mål.

Henrik Toft havde et par udmærkede afslutninger – først på et indlæg fra Thomas Kortegaard og siden på en tværaflevering fra Martin Spelmann, men begge forsøg sendte Toft over mål.

Mathias Wichmann lukkede kampen i det 83. minut, da Anders Due sendte bolden til bageste stang, hvor Jeppe Curth headede den på tværs af målet til Wichmann, der sendte bolden under Frederik Rønnow.

AC Horsens indtager nu syvendepladsen med syv point.

Matchfacts:

AC Horsens – AaB 1-4 (1-3)

0-1 Kasper Kusk (29.)

0-2 Kasper Kusk (31.)

1-2 Ken Fagerberg (37.)

1-3 Nicklas Helenius (38.)

1-4 Mathias Wichmann (83.)

AC Horsens:

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen, Morten Rasmussen, Mads Agesen, Thomas Kortegaard

Lasse Kryger, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Troels Kløve

Ken Fagerberg, Martin Spelmann

Indskiftninger, AC Horsens:

46. Anders Nøhr (Alexander Juel Andersen)

46. Henrik Toft (Steffen Kielstrup)

68. André Bjerregaard (Lasse Kryger)

Advarsler, AC Horsens:

Ingen

AaB:

Nicolai Larsen

Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann

Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due

Nicklas Helenius, Lucas Andersen

Indskiftninger, AaB:

72. Jeppe Curth (Lucas Andersen)

77. Mathias Wichmann (Kasper Kusk)

85. Patrick Kristensen (Nicklas Helenius)

Advarsler, AaB:

79. Rasmus Würtz

Tilskuere: 3.532

Man of the match: Ken Fagerberg

Dommer: Anders Poulsen

Foto: badenfoto.dk