En rigtig god forretning at være sponsor i AC Horsens


22. november 2017

Der er sket meget for Richard Tronier, siden han i 2005 stiftede Tronier Nedbrydning med sig selv som eneste medarbejder.

I dag er Tronier Nedbrydning en kernesund virksomhed med 19 medarbejdere, og de løser fortrinsvis opgaver fra Aarhus til Kolding og op til Silkeborg, men de opererer også på Fyn og Sjælland.

Richard Tronier valgte for tre et halvt år siden, at Tronier Nedbrydning, der dengang havde tre medarbejdere, skulle være en del af det gule sponsornetværk i AC Horsens, og siden er det kun gået én vej for virksomheden på Fuglevangsvej 47 i Horsens.

- Folk synes jo, at jeg var tosset, når jeg ville bruge så stor en del af min omsætning på et sponsorat i AC Horsens, men jeg hoppede ud i det, og det har jeg aldrig fortrudt. Kendskabet til min virksomhed er blevet større, jeg har fået nye kunder, mit netværk er øget markant, og jeg har fået nye forbindelser omkring rådgivning, fortæller Richard Tronier og fortsætter:

- Da jeg begyndte i AC Horsens, var kendskabet til min virksomhed minimal, men i dag er der rigtig mange, der kender os, og der har AC Horsens betydet kolossalt meget. Man skal heller ikke undervurdere betydningen af, at vi er på landsdækkende TV hver anden weekend. Jeg har fået konkrete opgaver, fordi folk har set mit navn på stadion, lyder det fra Richard Tronier.

For et lille halvt år siden valgte han også at træde til som hjertesponsor i AC Horsens og dermed blive en del af en sponsorkreds, der betaler for et ekstra sponsorat årligt i tre år.

- Jeg har fået rigtig meget ud af mit sponsorat i AC Horsens, og jeg har valgt at vise min taknemmelighed ved at blive hjertesponsor. Derudover betyder det rigtig meget for byen, at vi har en superligaklub, og det vil vi gerne være med til at støtte op om, forklarer Richard Tronier.

Han har repræsenteret Tronier Nedbrydning i en af AC Horsens’ netværksgrupper, men han er ved at køre en afløser i stilling.

- Jeg har været med i godt tre år, men nu er det tid til friske kræfter, og Robert, der er vores daglige leder, kommer til at køre det fremadrettet. Han vil i højere grad blive den, kunderne kommer til at møde, og så er det fint, at han også bliver en del af netværket i AC Horsens. Jeg føler, at vi har fået det maksimale ud af handelsnetværket i de seneste tre år, og det fortæller jeg gerne folk, når jeg møder dem. For os er det en rigtig god forretning at være sponsor i AC Horsens, slutter Richard Tronier.

Klik her for at læse mere om Tronier Nedbrydning.