Fagerberg fortsætter karrieren i Viborg F.F.


17. januar 2014

AC Horsens og Viborg F.F. er nået frem til en aftale om, at Ken Fagerberg fortsætter karrieren i Viborg F.F., og han skifter med øjeblikkelig virkning.

Den svenske angriber skiftede fra FC Midtjylland til AC Horsens i efteråret 2011 og har i glimt vist sit store potentiale, men han har i perioder været ramt af skader, og nu skal han forsøge at få succes i domkirkebyen.

- Der opstod en fin mulighed for Ken Fagerberg, da Viborg henvendte sig, og vi har fundet en løsning, der er rigtig god for alle parter. Vi har været glade for samarbejdet med Ken og ønsker ham al mulig held og lykke i Viborg, fortæller cheftræner Johnny Mølby.

- Vi siger farvel til en dygtig angriber, men vi har en række dygtige angribere i truppen, og vi er ikke i tvivl om, at de kan løfte opgaven. Ken har været et godt bekendtskab, og vi glæder os til at følge hans karriere fremover, supplerer direktør Henrik Ravn.

Ken Fagerberg har været glad for tiden i den gule trøje.

- Det er ikke gået, som jeg havde håbet i AC Horsens, så det bliver godt med en ny start for mig. Jeg er taknemmelig for det arbejde, klubben har gjort for mig, og jeg vil specielt huske tilbage på min gode start i klubben samt Europa League-kampene mod Sporting Lissabon, fortæller Ken Fagerberg, der scorede seks mål i 45 kampe for AC Horsens.

Salget af Ken Fagerberg vil ikke påvirke klubbens forventninger til indeværende regnskabsår.

Spørgsmål relaterende til denne meddelelse kan rettes til direktør Henrik Ravn på telefon 30 31 44 30.

Foto: badenfoto.dk