Fantastisk AC-sejr på Brøndby Stadion


31. juli 2011

AC Horsens havde gode erfaringer med Brøndby i sidste sæson, hvor det blev til to sejre og en uafgjort i tre kampe, og tendensen fortsatte i dag, hvor ”De Gule” pillede glansen af holdet fra Vestegnen med en 4-1 sejr.

Brøndby lagde godt fra land, men helt farligt blev det ikke og AC Horsens kom også frem til et par halve chancer – bedste forsøg stod Lasse Kryger for, men hans afslutning strøg i sidenettet. Hjemmeholdets fans fik noget at glæde sig over efter et kvarters spil, da Max von Schleebrügge headede Brøndby foran på et hjørnespark af Michael Krohn-Dehli. Herefter fulgte en periode med gode takter fra hjemmeholdets side og en til tider usikker AC-defensiv, men ”De Gule” rystede hurtigt føringsmålet af sig. I det 22. minut opsnappede Jeppe Mehl bolden og satte en omstilling i gang. Bolden landede hos Henrik Toft, der fandt Gilberto Macena, men brasilianeren fik ikke power nok i afslutningen med venstreskøjten.

”De Gule” havde tilløb til et par store chancer, men den afgørende aflevering eller førsteberøring var ikke god nok. Det blev dog bedre frem mod pausen og i det 40. minut var udligningen en realitet. Lasse Kryger tog hurtigt et indkast til Gilberto Macena, der fandt Henrik Toft. Han drejede sig rundt om sin modstander og sparkede bolden i kassen til 1-1.

Udligningen gav masser af moral til AC Horsens og efter pausen var der nærmest kun et hold på banen. Angrebene bølgede ned mod Stephan Andersens mål og der var blot spillet fem minutter af 2. halvleg, før Brøndby-keeperen måtte hente bolden ud af netmaskerne. Martin Retov fandt Anders Nøhr i venstre side og han tvang Stephan Andersen til at give en returbold på en god afslutning. Angrebsgenet fornægtede sig ikke hos Henrik Toft, der var hurtigst over bolden og prikkede den i kassen – første AC-mål af Toft i Superligaen. Jeppe Mehl havde mulighed for at øge føringen efter et godt angreb i det 61. minut, men han fyrede bolden over mål. Kort efter spillede Martin Retov et-to med Henrik Toft og det gav den tidligere Brøndby-spiller to afslutninger, men den første reddede Stephan Andersen og den anden blev sendt forbi målrammen. To minutter efter fik Osama Akharraz en udmærket mulighed i den anden ende, men han høvlede bolden langt over mål.

Det var småt med farlige Brøndby-afslutninger efter pausen, men Jan Kristiansen havde det bedste forsøg, da han resolut trykkede af på en returbold 20 minutter før tid. Søren Jochumsen var dog på plads. To minutter senere måtte Lasse Kryger agere redningsmand foran eget mål på Mikkel Thygesens afslutning. Men det forventede Brøndby-pres kom aldrig og i stedet kunne Martin Spelmann lukke kampen et kvarter før slutfløjtet. Anders Nøhrs frispark fra højre side blev headet på tværs af Søren Jensen og Martin Spelmann dukkede op ved bageste stang, hvor han sendte bolden op i nettaget. Gilberto Macena sørgede for at speede publikumsudvandringen op ved at score til 4-1 fem minutter før tid.  Han blev sendt afsted med en lang bold af Niels Lodberg og Lasse Kryger og Issey Nakajima-Farran tog de rigtige løb for ham. Lasse Kryger lagde bolden af til Macena, hvorefter han trak ind mod midten og fra kanten af feltet udplacerede han Stephan Andersen med venstrebenet.

Alt i alt en fantastisk indsats af AC Horsens, der fortsat er på førstepladsen i rækken og for første gang nogensinde scorede fire mål på udebane i Superligaen.

Matchfacts:

Brøndby – AC Horsens 1-4 (1-1)

1-0 Max von Schleebrügge (15.)

1-1 Henrik Toft (40.)

1-2 Henrik Toft (50.)

1-3 Martin Spelmann (76.)

1-4 Gilberto Macena (85.)

AC Horsens: Søren Jochumsen, Morten Rasmussen (Søren Jensen, 71.), Nabil Aslam (Alexander Juel Andersen, 85.), Niels Lodberg, Anders Nøhr, Lasse Kryger, Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl, Henrik Toft (Issey Nakajima-Farran, 61.), Gilberto Macena.

Brøndby: Stephan Andersen, Anders Randrup, Daniel Stenderup, Max von Schleebrügge, Thomas Rasmussen, Jens Larsen (Osama Akharraz, 59.), Mike Jensen (Franck Semou, 9 (Kristoffer Munksgaard, 73.), Jan Kristiansen, Michael Krohn-Dehli, Brent McGrath, Mikkel Thygesen.

Advarsler: Morten Rasmussen, Franck Semou, Brent McGrath.

Tilskuere: 11.490.

Dommer: Lars Christophersen.

Foto: badenfoto.dk