Fantastisk indsats og sejr i Farum


26. august 2018

Mikkel Mena Qvist blev matchvinder med et hovedstødsmål, da AC Horsens vandt med 1-0 over FC Nordsjælland søndag eftermiddag.

AC Horsens stod kompakt gennem hele kampen og tillod ikke FC Nordsjælland at komme til chancer.

Otte minutter før pausen sendte Thomas Kortegaard et fremragende indlæg til bageste stang, hvor Mikkel Mena Qvist dukkede op og sikkert headede bolden i mål.

Kort inde i 2. halvleg var Rune Frantsen tæt på at udbygge føringen, da han elegant gled igennem til en god mulighed i feltet, men Nicolai Larsen kom godt ud af sit mål.

Dommeren havde lagt syv minutter til den ordinære tid, og i det fjerde overtidsminut fik Mads Pedersen en stor chance, men han skød lige på Matej Delač.

Der blev ikke scoret flere mål i det nordsjællandske, og AC Horsens rykker med sejren op på en foreløbig syvendeplads.

AC Horsens skal i kamp igen på fredag den 31. august klokken 19.00, når det gælder lokalbraget mod Vejle Boldklub på CASA Arena Horsens. AC Horsens inviterer til Horsens’ største fredagsbar fredag den 31. august fra klokken 16.00 på parkeringspladsen uden for stadion. Læs mere om Horsens’ største fredagsbar her.

Klik her for at købe billet til kampen – du kan scanne billetten via din smartphone ved indgangsmøllen.

FC Nordsjælland – AC Horsens 0-1 (0-1)
0-1 Mikkel Mena Qvist (37.)

AC Horsens: Delač, Nymann, Reese, Nielsen, Kortegaard, Frantsen, Jacobsen, Nilsen, Hansson, Skytte, Qvist (Drost, 77.).

FC Nordsjælland: Larsen, Bartolec, Nelsson, Mumin, Pedersen, Andersen (Rygaard, 46.), Christensen, Damsgaard, Olsen, Kudus (Jakobsen, 83.), Amon (Rasmussen, 63.).

Advarsel, AC Horsens: Hansson (68.)

Advarsel, FC Nordsjælland: Ingen

Tilskuere: 2.492

Dommer: Jens Maae

Du kan finde statistik om kampen på superliga.dk.