Fantastisk nyhed: Hjertesponsorer støtter AC Horsens


27. juni 2017

AC Horsens oplever en fantastisk opbakning fra det gule sponsornetværk, og i går valgte to af klubbens sponsorer at blive hjertesponsor.

J.C. Finans A/S og Tronier Nedbrydning har begge valgt at gå i offensiven og tegne et ekstra tre-årigt sponsorat i AC Horsens.

Jan Løvbjerg står i spidsen for J.C. Finans A/S og han forklarer initiativet således:

- Vi har valgt at gå ind i det her, fordi AC Horsens udover store hjertesponsorer også har brug for ”almindelige” hjertesponsorer, der kan byde ind med ekstra midler over en tre-årig periode. Jeg har kendt Richard Tronier siden 2005, hvor han første gang arbejdede for mig, og vi har visse fælles træk. Vi er stolte af, at vi bliver de første hjertesponsorer, fortæller Jan Løvbjerg og fortsætter:

- Vi håber selvfølgelig, at endnu flere virksomheder vælger at blive hjertesponsor, så vi sammen kan hjælpe AC Horsens med at skabe et økonomisk fundament, der gør klubben konkurrencedygtig i Superligaen, lyder det fra Jan Løvbjerg.

Indehaver Richard Tronier fra Tronier Nedbrydning håber også, at flere virksomheder følger efter.

- Det er vigtigt for Horsens at have et superligahold, og det kræver økonomi. Jeg vil gerne opfordre til at støtte op om AC Horsens, for det er rigtig godt for byen, uanset om man kan lide fodbold eller ej, og det er nemmere for klubben at lægge et budget, hvis man binder sig for tre år, forklarer Richard Tronier.

Flere andre virksomheder har tilkendegivet, at de også vil tegne et hjertesponsorat, og det glæder naturligvis AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

- Det er jo fantastisk, at virksomheder på den her flotte måde vælger at bakke op om AC Horsens. Det er ingen hemmelighed, at økonomi spiller en stor rolle i topfodbold, og det vil hjælpe os på mange parametre, hvis vi flytter os markant på den økonomiske front, så vi kan selvfølgelig kun opfordre til at tage kontakt til os, hvis man har lyst til at høre mere om hjertesponsoraterne. I første omgang skal der i hvert fald lyde en kæmpe tak til J.C. Finans A/S og Tronier Nedbrydning, der i den grad har vist vejen, lyder det fra Kristian Nielsen.