Fantastisk opbakning til KICK-OFF 2019


5. februar 2019

AC Horsens havde tirsdag aften inviteret hele Horsens til KICK-OFF 2019, og det benyttede rigtig mange horsensianere sig af.

I år er det 25 år siden, AC Horsens blev stiftet, og det var et gennemgående tema i dagens KICK-OFF-arrangement, hvor de gule fans kom med en tur ned af memory lane.

Det suveræne band Queen of Denmark sparkede festen i gang med ”I want it all” foran det talstærke publikum, og Søren Jochumsen, rekordholder i AC Horsens, styrede slagets gang som konferencier.

I løbet af aftenen kunne publikum være med til at kåre årets klip, og flest stemte på Kjartan Finnbogasons mindeværdige 2-2 mål mod Brøndby IF.

Jubilæumsåret bød på interviews med store AC-personligheder som den første direktør Helge Nielsen og Ole W. Rasmussen og Bent Poder, der har gjort en kæmpe forskel for AC Horsens som henholdsvis bestyrelsesformand og direktør. Ole W. Rasmussen og Bent Poder blev interviewet af Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad.

På den sportslige front var Kent Nielsen og Mads Rieper et glædeligt gensyn sammen med Frank Nielsen og Brian Priske.

Borgmester Peter Sørensen kom i sin tale blandt andet ind på, hvor vigtig AC Horsens er for byen.

AC Horsens’ handelsnetværk blomstrer, og Thomas Kokholm fra Coachers, der faciliterer handelsnetværket, var på scenen for at kåre årets netværker, der blev Mark Mathiassen fra Danske Bank.

En af de største klapsalver fik Christian F. Johansen fra NG ZINK A/S, der blev præsenteret som AC Horsens’ nye hovedsponsor på en aftale, der løber frem til den 31. december 2023, og der venter et spændende samarbejde de kommende sæsoner. Læs mere her.

AC Horsens’ FIFA-hold i eSuperligaen blev præsenteret af den tidligere AC Horsens-spiller Jørn Simmenæs, og det samme gjorde AC Horsens’ superligatrup naturligvis – alle i de nye flotte spillertrøjer fra Hummel. Læs mere om den nye spillertrøje her.